OBI Medical

Banebrydende dansk blodgas-teknologi


Medtech-selskabet OBI Medical har udviklet den banebrydende v-TAC-teknologi, der kan beregne arterielle blodgasser i en helt almindelig blodprøve. Med 16 millioner fra bl.a. Vækstfonden vil virksomheden markedsmodne og lancere teknologien, der kan betyde store ressourcebesparelser i sundhedsvæsnet og samtidig sikre patienterne en mindre risikabel og smertefuld behandling.

Om virksomheden
I 2002 etablerede en gruppe forskere fra Aalborgs Universitetshospital medtech-selskabet OBI Medical. Efter mange års forskning har virksomheden udviklet og lanceret den banebrydende v-TAC-teknologi. Kombineret med en almindelig måling af blodets iltmætning (SpO2-måling) kan teknologien ved hjælp af avancerede matematiske formler beregne arterielle blodgasser i en helt almindelig veneblodprøve. OBI Medicals software fungerer med eksisterende blodgasudstyr, og v-TAC har allerede oplevet stor interesse fra sundhedsvæsenet.

For patienterne betyder v-TAC en bedre og mindre smertefuld og risikabel behandling

Udvikling og markedet

Blodgasanalyser af arterieblod måler blodets indhold af ilt, kuldioxid og syre-base, der bl.a. kan indikere lunge- og organfunktion. Metoden anvendes dagligt og hjælper lægen med at diagnosticere alvorligt syge patienter og dermed sikre en bedre behandling. Men arterieblodprøver er smertefulde, risikofyldte og dyre i materialeforbrug. Desuden er det kun en læge eller en specialuddannet sygeplejerske, der kan udføre dem. Derfor holder hospitalerne ofte igen med at foretage blodgasanalyser. Med 12 mio. fra Vækstfonden, 2 mio. fra Markedsmodningsfonden og 2 mio. fra Innovationsfonden kan OBI Medical nu indlede en kommerciel lancering af v-TAC. Den unikke teknologi kan potentielt set kan føre til radikale forandringer i blodgasbranchen, og den kan få stor positiv betydning for både patienter og sundhedsvæsener verden over.

”Vores teknologi, v-TAC, er godt nyt for sundhedsvæsnet, der vil kunne øge anvendelsen af blodgasanalyser på grund af den mere simple blodprøvetagning og samtidig spare ressourcer. For patienterne betyder v-TAC en bedre og mindre smertefuldt og risikabel behandling,” siger adm. direktør i OBI Medical, Bjarne Flou.  


Om OBI Medical

Stiftet: 2002
Medarbejdere: 5
Produkt: v-TAC-software til blodgasanalyser
Finansiering: Venturekapital fra Vækstfonden

OBI Medicals hjemmeside