T-Rex

Globale eksportmarkeder krævede mere kapital


Vejlebaserede T-Rex udvikler, producerer og sælger lydeffekter og tilbehør til professionelle guitarister i hele verden. Men med globale eksportmarkeder følger også store krav til en virksomheds kapacitet. T-Rex har med to Vækstkautioner og et Vækstlån fra Vækstfonden løbende udvidet og tilpasset forretningen.

T-Rex’ produkter har siden virksomhedens start i 1996 været i høj kurs. Deres største udfordring har derfor været at give virksomheden de muskler, som det kræver at følge med efterspørgslen og kravene fra de store eksportmarkeder. De har derfor løbende øget medarbejderantallet, flyttet produktionen ud af landet og udvidet sortimentet.

I dag tæller T-Rex 10 medarbejdere, de sælger til 60 eksportmarkeder og benytter 50 distributører. Og efter musikbranchen igen er kommet ovenpå efter finanskrisen, har efterspørgslen på T-Rex’ produkter været stødt stigende

Selvom T-Rex altid har genereret overskud, så havde vi ikke nok egenkapital til, at bankerne ville være med

”Vi har af to omgange fået en Vækstkaution fra Vækstfonden. Første gang i 2011, så vi kunne klare os igennem finanskrisen, og så året efter i 2012, da vi landede en kæmpe ordre fra USA's største retailer inden for musik, Guitar Center. Her blev kautionen brugt til at øge produktionen i Kina. Nu står vi igen i en situation, hvor vi kan forbedre bundlinjen betydeligt, men det kræver kapital at udvide forretningen yderligere. Og selvom T-Rex altid har genereret overskud, så havde vi ikke nok egenkapital til, at bankerne ville være med. Her støttede Vækstfonden igen op om projektet - denne gang ved at yde et Vækstlån,” siger Lars Dahl-Jørgensen, medstifter og ejer af T-Rex.
 

Med den nye kapital fra bl.a. Vækstfonden har virksomheden fået vigtige, men dyre godkendelser i hus, så de kan indtage det australske og japanske marked. Her stilles der nemlig store krav til person- og brandsikkerhed, når man har med elektronisk udstyr at gøre.

”Vi har derudover flyttet dele af produktionen tilbage til vores oprindelige hovedleverandører i Danmark, og vi vil satse stort på innovation og lancering af nye produkter på de største musikmarkeder, USA og Europa, hvor vi allerede er tilstede, men kan blive endnu større,” siger Lars Dahl-Jørgensen.

At få produktionen tilbage til Danmark har længe været et ønske for virksomheden, både fordi det giver mere fleksibilitet i hverdagen at have produktionen i nærheden, men også fordi dansk design og kvalitet er efterspurgt i musikbranchen.

Innovation er nøgleordet
Det er ikke kun ideen om dansk kvalitet, som har medført den store efterspørgsel på T-Rex’ produkter. Det er i høj grad virksomhedens høje innovationsniveau, som er efterspurgt.

”For at være relevant på de store musikmarkeder, som USA, Europa og Japan, skal man tilbyde det nyeste nye - og det skal være cool. Man skal lave et produkt, som alle bare må eje og skabe en hype omkring det, og så vil distributørerne automatisk efterspørge det. For nyligt har vi bl.a. købt patentet på et gammelt italiensk brand, Binson Echorec, som står bag den legendariske ekkomaskine, der blev brugt i Pink Floyd’s The Wall album. Maskinen skaber en helt unik lyd, som vi nu har relanceret på en analog- og digitalplatform,” siger Lars Dahl-Jørgensen.

Innovation har altid været dybt forankret i T-Rex’ DNA, og virksomheden selv er også udsprunget herfra. T-Rex begyndte som et afgangsprojekt på Technicom, hvor Lars Dahl-Jørgensen og Sebastian Jensen, ejer og medstifter af T-Rex, så et behov hos guitaristerne, som de ikke selv vidste, de havde. De producerede og lancerede produktet, som er et apparat, der styrer lyden i effektpedaler, og lynhurtigt blev det et efterspurgt produkt hos verdens guitarister. Innovation har derfor altid været en vigtig brik i virksomhedens strategi, og ambitionen er at være fyrtårn inden for musikprodukter.

Om T-Rex

Stiftet: 1996
Ansatte: 10
Produkt: Lydeffekter og tilbehør til guitarer
Ydelse: Vækstlån

T-Rex' hjemmeside

Kontakt Vækstfonden

Pernille Puck, erhvervskundechef

Pernille Puck
Erhvervskundechef

M +45 23 23 00 14
ppu@vf.dk