by Lassen

Barnebarn løfter ikonisk designarv videre


Søren Lassen var i 2008 med til at stifte virksomheden by Lassen, der i dag står for salg og markedsføring af bl.a. den ikoniske Kubus-stage, som hans farfar tegnede tilbage i 1962. Da Søren i efteråret 2016 fik mulighed for at overtage hele ejerskabet, slog han til. Finansieringen faldt på plads med bl.a. et Vækstlån, og Søren kan nu tage familiearven til nye højder.
Om virksomheden
I 1962 tegnede den anerkendte arkitekt Mogens Lassen den ikoniske Kubus-lysestage. Stagen kom dog ikke i produktion, før barnebarn og ingeniør Søren Lassen i 90’erne begyndte at fremstille Kubus-serien på sin stålfabrik, Brdr. Jørgensen Components, i Holstebro. Hurtigt så han stagens kommercielle potentiale, og sammen med sin niece startede han i 2008 virksomheden by Lassen. by Lassen har i dag rettighederne til at sælge og markedsføre Kubus-stagen samt en lang række andre produkter inden for boligindretning. Fælles for alle designs er, at de er skitseret af Mogens Lassen og hans bror Flemming. Lassen-produkterne bliver solgt verden over, men primært i Sverige, Norge og Tyskland samt i mere end 65 forretninger i Danmark.

by Lassen har opnået en stærk position på den danske designscene, og jeg glæder mig til at være en endnu større del af den fremtidige rejse

Udfordring
I efteråret 2016 besluttede Søren Lassens daværende partnere i by Lassen at sælge deres ejerandele. Det gav ham mulighed for at overtage hele ejerskabet i den virksomhed, han havde været med til at starte. Banken var med på ideen, men kunne ikke alene løfte finansieringen af de resterende 60 pct. ejerandele. Løsningen blev et Vækstlån samt ansvarlig lånekapital fra både Vækstfonden og en investor. Et Ansvarligt lån tæller som egenkapital på virksomhedens balance, og det gjorde det lettere for banken at stille yderligere finansiering til rådighed. Søren Lassen er fortsat direktør i Brdr. Jørgensen Components, men ejer nu alene by Lassen, hvor han sidder i bestyrelsen og står i spidsen for designteamet. Direktørstolen hos by Lassen besættes af Lars Østergaard Olsen, der har lang ledelsesmæssig erfaring fra bl.a. den danske designvirksomhed Lightyears. 

”Jeg ser gode muligheder for yderligere vækst og udvikling i by Lassen. Med Vækstfondens hjælp har jeg kunnet overtage de resterende ejerandele i det, der nok bedst kan beskrives som en familiearv. by Lassen har opnået en stærk position på den danske designscene, og jeg glæder mig til at være en endnu større del af den fremtidige rejse,” siger Søren Lassen, ejer og bestyrelsesmedlem i by Lassen. 

Om by Lassen

Stiftet: 2008
Medarbejdere 22
Produkt: Designvirksomhed med fokus på salg og markedsføring af de anerkendte arkitektbrødre Mogens og Flemming Lassens produkter
Finansiering Vækstlån og Ansvarligt lån

by Lassens hjemmeside
Brdr. Jørgensen Components' hjemmeside

Kontakt Vækstfonden

Søren Grønbæk Nielsen

Søren Grønbæk Nielsen
Erhvervskundechef

M +45 24 49 28 29
sgn@vf.dk