Boldsen

Nye ejere overtog efter konkurs og vendte minus til plus


VVS-grossistvirksomheden Boldsen i Randers havde givet underskud siden 2008, og efter en konkurs stod et stort antal ansatte til at miste jobbet. Heldigvis kom nye ejere til, og på blot et år har en ny forretningsmodel sikret sorte tal på bundlinjen. Finansieringen til at køre virksomheden videre kom på plads med privat indskud, en lokal bank og et Vækstlån.
Om virksomheden
Siden 1879 har VVS-grossistvirksomheden Boldsen været en kendt, afholdt og vigtig del af erhvervslivet i Randers og omegn. Fra det 14.500 kvadratmeter store lager i Randers, og fra de to øvrige afdelinger i Hobro og Grenå, har Boldsen forsynet lokale VVS-virksomheder med alt fra rør, fittings og stål til pumper og værktøj til håndværksbranchen og industrien. Boldsen tager sin rolle som regional grossist alvorligt og har derfor også hele tiden øje for kundernes behov. På den måde forsøger virksomheden at adskille sig fra andre store spillere i markedet. VVS-branchen er præget af mange små virksomheder, og derfor har Boldsen, siden de nye ejere i 2014 indførte en ny forretningsmodel, været mere opsøgende over for kunderne.

Vi havde brug for at fordele risikoen på flere parter og finde en langsigtet samarbejds-partner

Udfordring
Den kendte, lokale VVS-grossist i Randers gennem næsten 150 år havde kørt med underskud, siden finanskrisen begyndte i 2008. I april 2014 gik virksomheden konkurs, og en ny ejerkreds meldte sin ankomst. I spidsen stod Lars Hansen, tidligere direktør i Stark. Men at vende virksomhedens negative udvikling krævede solid finansiering, og det var vigtigt for virksomheden både at skabe en sund økonomi og dele risikoen ud på flere finansieringskilder. Da virksomheden bevæger sig inden for B2B-markedet, hvilket i stort omfang kræver kreditgivning til kunderne, omfattende varelagre, der kan servicere de daglige og ofte uplanlagte behov og dermed en stor likviditet, tog virksomheden kontakt til Vækstfonden. Et lån i Sparekassen Kronjylland, kombineret med et stort kapitalindskud fra de nye ejere og et Vækstlån, har nu givet Boldsen mulighed for at køre videre. Allerede i 2014 kunne virksomheden præsentere et overskud på 1,4 mio. kr. Planen er på sigt at udvide forretningen med nye afdelinger i området.

”Vi havde brug for at fordele risikoen på flere parter og finde en langsigtet samarbejdspartner, der kunne se vækstpotentialet i Boldsen. Derfor kontaktede vi Vækstfonden. Det har været en god og konstruktiv proces, hvor vi har fået en engageret sparringspartner, der er oprigtigt interesseret i os og vores forretningsmodel,” siger adm. direktør Lars Hansen.

Om Boldsen

Stiftet: 1879
Medarbejdere: 42
Produkt: Grossistvirksomhed med speciale inden for VVS, værktøj, savning, svejsning, stål, entreprenør, vand og energi
Finansiering: Vækstlån

Boldsens hjemmeside

Kontakt Vækstfonden

Henrik Larsen

Henrik Larsen
Souschef

M +45 50 60 93 78
hla@vf.dk