Acrimo Solafskærmning

Ny ejer fik styr på solen og finansieringen


Ny branche. Ny virksomhed. Nye finansieringsudfordringer. Det var på alle måder ukendt land, da Jørgen Lennert Christensen i 2015 besluttede sig for at overtage familiefirmaet Acrimo Solafskærmning. Med hjælp fra den tidligere ejer og et Vækstlån fra Vækstfonden skal driften og produktionen nu gøres endnu bedre – med respekt for Acrimos håndværk og kvalitetskrav.

Om virksomheden
Acrimo, der ligger i Hedehusene tæt på Roskilde, er ordreproducerende og sælger alle former for udvendig solafskærmning til først og fremmest det danske marked (med små afstikkere til især Sverige). Solafskærmningsbranchen har især de senere år gennemgået en rivende udvikling i takt med introduktionen af teknologier som motorisering, mulighed for fjernbetjening og integration af app-styring. Det stiller helt nye krav til produktionsapparatet i en virksomhed som Acrimo. Med mere end 60 år på bagen er Acrimo Solafskærmning et af de mest etablerede brands i Danmark inden for markiser og andre former for solafskærmning. Virksomheden har dog de seneste årtier været igennem en række ejerskifter, efter den først blev solgt til en svensk/tysk koncern i 1990 og ti år senere købt tilbage af den oprindelige ejer. I 2015 indgik Jørgen Lennert Christensen så en aftale om at overtage firmaet. Et skifte, der trådte endelig i kraft i februar 2016.

Jeg har oplevet, at Vækstfonden var rigtig god til at overtage, når banken sagde stop

Udfordring
Jørgen Lennert Christensen har, trods mange års erfaring med virksomhedsdrift, ingen brancheerfaring inden for Acrimos forretningsområde. Og selv om han tidligere har været med til både at købe og sælge dele af andre virksomheder, er det første gang, han har overtaget et helt firma. Efter at have været i dialog med seks andre virksomheder faldt valget på Acrimo, hvor kemien med den eksisterende ejer føltes helt rigtig, samtidig med at der, efter Jørgen Lennert Christensens vurdering, var et stort og uforløst potentiale både produktions- og salgsmæssigt.

For at få overtagelsen til at lykkes, var der dog brug for både rådgivning og den helt rigtige økonomiske løsning. Banken var med på projektet, hvis det vel at mærke var muligt at finde en anden part, der ville bidrage til at finansiere købet af Acrimo. Og da Jørgen Lennert Christensen tidligere havde været i dialog med Vækstfondens medarbejdere, var det naturligt at indlede et samarbejde, som både kom til at bestå af løbende rådgivning og en samlet finansiering, der gjorde købet muligt.

”Det har været en læringsproces for mig, hvor jeg har oplevet, at Vækstfonden var rigtig god til at overtage, når banken sagde stop. Selvfølgelig er det aldrig helt enkelt at overtage en virksomhed, men med både Vækstfonden og min bank som sparringspartnere er det blevet en langt mere overskuelig proces – selv for en novice som mig,” siger Jørgen Lennert Christensen, CEO og indehaver af Acrimo Solafskærmning.

Om Acrimo Solafskærmning

Stiftet: 1952
Medarbejdere: 25
Produkt: Produktion og salg af solafskærmning
Finansiering: Vækstlån

Acrimo Solafskærmnings hjemmeside

Kontakt Vækstfonden

Thomas Blaabjerg

Thomas Blaabjerg
Erhvervskundechef

M +45 41 11 99 55
tbl@vf.dk