A-Vask

Fra én vaskemaskine og 40 måtter til vaskeri-gigant


I 2005 startede brødrene Bilal og Mohammed Warrad vaskeriet A-Vask. I dag er gazellevirksomheden blandt de fire største vaskerier i Danmark. Med en eksplosiv vækst fik A-Vask brug for penge til at udvide produktionen med nye maskiner, linned og bygninger. Investeringerne krævede mere kapital end banken kunne komme med.
Om virksomheden
Brødrene Mohammed og Bilal Warrad startede i 2005 vaskeriet A-Vask i en lagerbygning i Rødovre med bare en vaskemaskine, en tørretumbler, 40 måtter og en kassekredit på 125.000 kr. Ti år senere ligger familievirksomheden i Taastrup, har 60 ansatte og er blandt de fire største vaskerier i Danmark. Succesen hos det topmoderne vaskeri er godt hjulpet på vej af de nyeste it-systemer og teknologier. Automatiseringen i A-Vask betyder at de kan holde omkostningerne nede og tilbyde deres kunder lave priser. A-Vask leverer linned og dørmåtter til plejesektoren i fynske og sjællandske kommuner samt til hoteller og restauranter – lige fra Michelin-restauranten Geranium til Mario’s Pizzabar i Tåstrup.

Kunderne vælter ind, og væksten går hurtigere end vores bank kan følge med.

Udfordring
A-Vasks eksplosive vækst betyder, at virksomheden flere gange har haft behov for finansiering fra Vækstfonden. Tilbage i 2011 stod A-Vask over for at få Lyngby, Gentofte og Rudersdal Kommune på kundelisten. For at kunne levere til dem, blev virksomheden nødt til at investere i et nyt linnedsortiment. Det udfordrede virksomhedens likviditet, og banken kunne ikke løfte hele finansieringen alene. Derfor kom Vækstfonden på banen. Siden da har A-Vask fået flere kunder i folden, og ambitionen er at vokse endnu mere. Men de store vækstplaner stiller krav om nye faciliteter og flere maskiner. Med så hurtig en vækst og så stort et finansieringsbehov, kunne banken endnu en gang ikke stå for hele finansieringen alene. Med et Vækstlån fra Vækstfonden kan A-Vask i 2015 udvide deres vaskehal og kontorer i Taastrup og lease de nyeste maskiner til produktionen.

”Vi har knoklet for at få A-Vask op at stå. Vi satsede alt, og i dag er vi blandt de største og bedste spillere på markedet. Kunderne vælter ind, og væksten går hurtigere end vores bank kan følge med. Derfor fik vi brug for Vækstfonden,” fortæller Mohammed Warrad, stifter af A-Vask.

Om A-Vask

Stiftet: 2005
Medarbejdere: 60
Produkt: Vaskeriservice
Finansiering: Vækstkaution og Vækstlån

A-Vasks hjemmeside

Kontakt Vækstfonden

Peter Bo

Peter Bo
Erhvervskundechef

T +45 35 29 86 63
M +45 50 60 79 61
pbo@vf.dk