VoresVilla

Nyt hus- og havemagasin fik digital platform


De danske boligejere tog hurtigt det gratis husstandsomdelte magasin VoresVilla til sig. Med inspiration til både boligindretning, byggeprojekter, haven, rejser og madlavning nåede VoresVilla bredt ud. Ejerne ønskede at fortsætte væksten og skabe en attraktiv digital platform for både læsere og annoncører. Med et Vækstlån kom der gang i vækstplanen.
Om virksomheden

I 2013 gik fire erfarne mediefolk sammen og skabte det gratis husstandsomdelte magasin VoresVilla, der indeholder inspiration til boligindretning, byggeprojekter, madlavning og rejser. Ejerne bag havde spottet et hul i markedet, der hurtigt blev bekræftet, da magasinet på kort tid fik en trofast læserskare og god opbakning fra interesserede annoncører og mediebureauer. VoresVilla har fokus på hus- og haveejere, og magasinet indeholder derfor artikler og tilbud til dette segment. Oplaget er på 1 mio. eksemplarer, og magasinet udkommer seks gange om året.


Vækstlånet har givet os mulighed for at fremrykke vores digitale platform, og vi har også kunnet opruste redaktionelt

Udfordring

Magasinet fik hurtigt fat i annoncemarkedet, og muligheden for at vokse lå ligefor. Iværksætternes ambition var at udvide VoresVillas digitale platform til også at være et online-inspirationsunivers, som kunne tiltrække flere læsere og annoncører. Virksomheden havde haft store udgifter i begyndelsen, fordi trykkeri- og distributionsbranchen stiller høje krav til regnskabstal fra flere år tilbage, før de kan stille kreditter til rådighed. De tal kan en nystartet virksomhed af gode grunde ikke vise, og de måtte derfor betale store beløb forud. Hvis de skulle fortsætte væksten og udvikle forretningen, fik de derfor brug for mere kapital. Et Vækstlån fra Vækstfonden kombineret med en factoringaftale har nu sat skub i vækstplanerne. 

”Vækstlånet har givet os mulighed for at fremrykke vores digitale platform, og vi har også kunnet opruste redaktionelt. Vækstfonden har været en fleksibel og god sparringspartner, og vi har sammen med banken fået strikket en god finansieringsløsning sammen, der tager udgangspunkt i netop vores behov,” siger Michael Nielsen, medejer af VoresVilla.

Om VoresVilla

Stiftet: 2013
Medarbejdere: 6 + ca. 20 freelancere
Produkt: Gratis husstandsomdelt magasin med inspiration til hus og have mm.
Finansiering:

Vækstlån til iværksættere

VoresVillas hjemmeside