Reshopper: Genbrug i børnehøjde

Genbrug i børnehøjde


Den aarhusianske virksomhed Reshopper har gjort det billigere og mere bæredygtigt at være småbørnsforældre. På Reshopper-app’en kan forældre købe og sælge brugt børnetøj og –udstyr, og Reshopper har på bare fire år slået konkurrenterne i Danmark af pinden. Med et Vækstlån til iværksættere fra Vækstfonden skal Reshopper til at ekspandere internationalt.

I en tid hvor bæredygtighed og deleøkonomi står højt på danskernes dagsorden, har den østjyske virksomhed Reshopper sat sig tungt på børnetøjsmarkedet. Reshopper er en app, der gør det billigt og overskueligt at købe og sælge brugt børnetøj. Samtidigt har virksomheden satset benhårdt på det lokale marked, hvor der er kort mellem køber og sælger, og det giver pote for Reshopper, der i 2016 kunne tælle mere end 1 million handler via app’en.

Vi havde behov for nogle, der forstod vores forretning og var passionerede omkring iværksættermiljøet

"Vi fokuserer på den lokale handel mellem forældre. Man kan sige, vi har skabt børnefamiliernes lokale markedsplads. Det bæredygtige aspekt betyder mere og mere for forældre, og det store forbrug rammer dem hårdt, når man opdager, at ens barn lige skal bruge otte forskellige størrelser på fire år," forklarer Aja Guldhammer Henderson, CEO hos Reshopper. 

Den Aarhusianske virksomhed er relativ ung, stiftet i 2012, men efterspørgslen har været stor, og det har kunnet mærkes på det tempo, Reshopper er vokset med. Virksomheden fik rigtig fart på i 2015 med en investering fra Esben Gadsbøll og har siden sat sit præg på det danske marked med flere end 400.000 downloades, fortæller Aja Guldhammer:  
  
"Lige nu bliver der solgt to varer i minuttet på Reshopper-app’en, og det siger noget om, at bæredygtighed og deleøkonomi er blevet en livsstil. 400.000 downloads af vores app alene i Danmark, vidner om, at Reshopper taler rigtig godt ind i vores tids fokus på bæredygtighed." 

En skalerbar forretning
For en app som Reshopper er brugerne i høj grad kerneforretningen, og derfor skulle Reshopper bruge finansiering til en større international markedsføringsindsats. Iværksætterlånet fra Vækstfonden var afgørende i Reshopppers strategi om at rykke hurtigt, fortæller Aja Guldhammer: 

"Vi havde behov for nogle, der forstod vores forretning og var passionerede omkring iværksættermiljøet, og vi havde behov for at handle hurtigt. Iværksætterlånet fra Vækstfonden udfylder virkelig det behov, og vi har samtidigt mulighed for at bevare vores ejerskab." Reshopper’s danske succes har også givet opmærksomhed blandt danske business angels og i januar 2017 fik virksomheden en investering fra Jesper Buch. Sammen med pengene fra Vækstfonden skal der nu opbygges en brugerdatabase i udlandet.

"Vi synes selv – og det er der heldigvis også mange andre, der gør – at vi har et stort skalleringspotentiale. Nu handler det bare om at få opbygget den her brugerdatabase, som jo er den kritiske masse for mange apps. Men med den gode modtagelse, vi har fået herhjemme, er vi overbeviste om, at det nok skal lykkes. Vi har høje ambitioner om ikke kun at være Danmarks, men verdens største markedsplads for børnefamilier," fortæller Aja Guldhammer.

Om Reshopper

Stiftet: 2012
Ansatte: 9
Produkt: Platform for køb og salg af brugt børneudstyr
Finansiering: Vækstlån til iværksættere

Reshoppers hjemmeside

Kontakt Vækstfonden

Søren Grønbæk Nielsen

Søren Grønbæk Nielsen
Erhvervskundechef

M +45 24 49 28 29
sgn@vf.dk