Plecto

Aarhusiansk software motiverer sælgere i hele verden


Kristian Øllegaard har med sin iværksættervirksomhed Plecto udviklet en software og en app, der skal motivere medarbejdere og øge performance i salgsvirksomheder. På blot et år tredoblede Plecto omsætningen, og interessen fra både ind- og udland steg kraftigt. Men for at gribe vækstmuligheden var der behov for flere udviklere og sælgere. Et Vækstlån til iværksættere sikrede Plecto den nødvendige kapital, uden at Kristian skulle afgive flere ejerandele.
Om virksomheden
Da Kristian Øllegaard var ansat som sælger i en stor telekæde, brugte han og kollegerne meget tid på manuelt at holde overblikket over dagens salgstal. Med et talent for programmering satte Kristian sig for at udvikle en software, der kunne automatisere processen. Det resulterede i salgs- og motivationsværktøjet Plecto, og i 2012 etablerede han virksomheden af samme navn. Plecto kan integreres med eksisterende forretningssystemer og opdaterer virksomhedens salgstal automatisk. På den måde kan medarbejderne følge med i udviklingen, måle deres præstationer og konkurrere med hinanden i appen eller på en Tv-skærm. Mere end 200 virksomheder fordelt på 15 lande benytter i dag Plectos software, og på kundelisten finder man bl.a. Codan, Verisure, Berlingske Media og næsten samtlige danske teleselskaber.

Nu kan vi føre vores planer ud i livet uden at skulle afgive flere ejerandele

Udfordring

Plecto levede et stille liv som fritidsprojekt, indtil Kristian Øllegaard i 2014 droppede ud af studiet og dedikerede al sin tid til virksomheden. Kort efter trådte Just-Eat-stifter Jesper Buch ind i ejerkredsen med en halv million kroner, og siden er Plecto buldret frem. Den unge virksomhed fik hurtigt fat i det danske marked, og på et år tredoblede Plecto omsætningen. Der kom flere og flere henvendelser fra især udlandet, og det gav gode muligheder for vækst. Men de internationale ambitioner krævede mere salgspersonale, og det krævede ny kapital. Et Vækstlån til iværksættere på 2,7 mio. kr. blev løsningen. 
 

"På den korte bane havde investorkapital været den billigste løsning, men langsigtet er lånet fra Vækstfonden helt optimalt. Nu kan vi føre vores planer ud i livet uden at skulle afgive flere ejerandele. Pengene skal bl.a. bruges til at ansætte flere medarbejdere og fokusere på at indtage nye markeder," siger Kristian Øllegaard, co-founder og CEO i Plecto.

Om Plecto

Stiftet: 2012
Medarbejdere: 10
Produkt: Software til tracking af salgstal og performance 
Finansiering: Vækstlån til iværksættere

Plectos hjemmeside

Kontakt Vækstfonden

Søren Grønbæk Nielsen

Søren Grønbæk Nielsen
Erhvervskundechef

M +45 24 49 28 29
sgn@vf.dk