Lix Technologies

Case: Hjerteblod bag studiebøgernes svar på Spotify


Med onlineplatformen Lix kan studerende nu sige farvel til bunken af lærebøger og i stedet have hele deres bibliotek med på deres computere og tablets. Lix Technologies har, bl.a. med hjælp fra et Vækstlån til iværksættere, udviklet den nye platform, der nu skal udbredes både i Danmark og uden for landets grænser.
Om virksomheden

I 2013 gik Camilla Hessellund Lastein på handelshøjskolen i Aarhus, hvor hun studerede erhvervsøkonomi. Her oplevede hun, hvor besværligt det var at skulle slæbe rundt på bunker af lærebøger og samarbejde med sine medstuderende, når undervisningsmaterialet kun var tilgængeligt på tryk. Derfor sprang hun fra sine studier og begyndte i stedet udviklingen af onlineplatformen Lix – en slags Spotify for studiebøger. Året efter blev Lix Technologies grundlagt. I første omgang skete det i beskedne rammer og uden at grundlæggeren selv modtog løn for de mange timers arbejde. I stedet flyttede hun ind på en sofa i en venindes studielejlighed, mens virksomheden så småt begyndte at tage form. Det er nu lykkedes for Lix Technologies at indgå aftaler med bl.a. verdens største forlag på uddannelsesområdet, MC Graw Hill. Dermed rummer Lix-platformen allerede omkring 50.000 bøger, og der arbejdes på højtryk for at tilføje flere hundrede tusinde flere. Med den nye løsning får studerende adgang til de nyeste bøger til priser, der er betydeligt lavere, end hvis de skulle have købt dem på traditionel vis.

Lånet fra Vækstfonden gav os det nødvendige fundament

Udfordring
Lix Technologies havde fra starten store ambitioner om at nå ud til studerende både i Danmark og i udlandet. Det kræver masser af tid og kapital, og selvom interessen fra potentielle investorer har været stor, var Camilla Hessellund Lastein bekymret over udsigten til at sælge ud af sit hjerteblod. I stedet søgte hun efter finansieringsmuligheder, der gav hende mulighed for at beholde styringen. Løsningen blev et Vækstlån til iværksættere fra Vækstfonden. Kombineret med kapital fra to investorer der delte Camillas grundholdning til virksomhedens ejerstruktur, fik Lix Technologies den nødvendige økonomiske ballast til at fortsætte udviklingsarbejdet. Næste skridt bliver nu at få udbredt Lix til de studerende og at få opbygget det nødvendige kundegrundlag i Danmark, før man efter planen bevæger sig ud over landets grænser.

”For at få de penge, vi havde brug for, skulle vi skulle afgive en alt for stor ejerandel i virksomheden. Lånet fra Vækstfonden gav os derfor det nødvendige fundament, så vi kunne tiltrække de rigtige investorer på et senere tidspunkt. Det kan godt være, jeg ikke har fulgt den ”normale” vej frem mod målet, men der er brug for nogen, der tør tage springet og gå efter det, de tror på. Det har krævet nogle meget lange arbejdsdage og masser af engagement – ikke mindst fra de ansatte. Lix Technologies er hjerteblod for mig, og jeg glæder mig helt vildt til at se vores platform komme ud til endnu flere brugere,” siger Camilla Hessellund Lastein, stifter og ejer af Lix Technologies.

Om Lix Technologies

Stiftet: 2014
Medarbejdere: 7
Produkt: Digital platform til stuidebøger
Finansiering: Vækstlån til iværksættere

Lix Technologies hjemmeside

Kontakt Vækstfonden

Søren Grønbæk Nielsen

Søren Grønbæk Nielsen
Erhvervskundechef

M +45 24 49 28 29
sgn@vf.dk