Delicious by Nordic

Fik råd til ny konceptbutik


Iværksætterne bag Delicious by Nordic hjælper små og mellemstore nordiske fødevarebrands ud på asiatiske eksportmarkeder. Strategien er at åbne konceptbutikker i de 10 største internationale lufthavne. Da den første butikslejekontrakt kom på plads med Københavns Lufthavne blev der bl.a. behov for penge til indretning og indkøb til varelager. Men den unge virksomhed havde svært ved at låne alle pengene i banken. Med et Vækstlån til iværksættere kom den samlede finansiering på plads.

Om virksomheden
Brødrene Amir og Atif Awan og deres gode ven Hamad Raza har erfaret, at små og mellemstore nordiske delikatessevirksomheder ofte undgår at prøve kræfter med de asiatiske eksportmarkeder, fordi de vurderer, at det er for uoverskueligt. Derfor etablerede de i 2013 virksomheden Delicious by Nordic, der med kendskab til de asiatiske markeder, et salgskontor i Hongkong og gode forretningsforbindelser skal stå for al kommunikation og logistik og på den måde få de nordiske lækkerier på hylderne i de asiatiske detailhandler. Strategien bag er bl.a. at åbne konceptbutikker i de 10 største internationale lufthavne. Butikkerne skal øge kendskabet til de nordiske delikatessebrands og dermed fungere som en eksportplatform. I marts 2015 åbnede den første Delicious by Nordic-butik i Københavns Lufthavn, hvor man bl.a. kan finde the fra Østerlandsk Thehus, chokolade fra Simply Chocolate, laks fra Fanø Laks samt mange andre delikatesser fra virksomhedens ca. 25 samarbejdspartnere.

     Det er ikke nemt for en ung virksomhed at låne penge i banken, for vi havde jo hverken regnskaber eller nøgletal at vise frem
Udfordring

For at teste forretningsideen åbnede Delicious by Nordic i starten af 2014 en delikatessebutik på Frederiksberg i København. Butikken blev en stor succes. Næste skridt var at åbne lignende butikker i de 10 største lufthavne i verden og derigennem skabe en genkendelseseffekt for asiatiske turister. Københavns Lufthavne så potentialet i iværksætternes koncept og tilbød Delicious by Nordic et lejemål. Men det krævede penge at indrette butikken og købe ind til varelager. Pengene havde virksomheden svært ved at finde i bankerne, fordi konceptet stadig var for nyt. Men et Vækstlån fik finansieringen til at falde på plads, og Delicious by Nordic kunne kort tid efter rykke ind i lufthavnen.

”Det er ikke nemt for en ung virksomhed at låne penge i banken, for vi havde jo hverken regnskaber eller nøgletal at vise frem. Men Vækstfonden troede på vores idé, og derfor kunne vi åbne vores nye butik i Københavns Lufthavn og sætte gang i de nordiske brands’ rejse til Asien. Ambitionen fremadrettet er at udvikle vores eget brand, der bl.a. tilbyder eksklusive gaveæsker med nordiske delikatesser,” siger Amir Awan, CEO i Delicious by Nordic. 

Om Delicious by Nordic

Stiftet: 2013
Medarbejdere: 7
Produkt: Eksportorganisation for mindre nordiske delikatessebrands samt indehaver af konceptbutikker
Finansiering: Vækstlån til iværksættere

Delicious by Nordics hjemmeside