AddiFab

3D printeren skal effektivisere produktionen for virksomheder


Iværksættervirksomheden AddiFab er i gang med at kommercialisere deres version af 3D printeren, så flere produktionsvirksomheder fremover vil kunne gøre brug af 3D print i deres produktion. Med et Vækstlån fra Vækstfonden i ryggen skal AddiFab til at opskalere salg af 3D printere til danske virksomheder.
AddiFab vil udbrede 3D print i produktionsindustrien. Virksomheden er startet af tre udviklingsfolk, der alle tidligere havde beskæftiget sig med produktudvikling og anvendelse af 3D print. Men de spottede et behov for at automatisere 3D printeren og derved gøre den mere anvendelig for virksomhederne.

”3D print har været et buzzword i en årrække, men har alligevel haft en begrænset udbredelse. AddiFab tager nogle af de udfordringer op, som 3D printeren har haft; blandt andet en forholdsvis begrænset anvendelighed, og at 3D printere kun kan arbejde i få materialer. Og vi er glade for at kunne konstatere, at en del af de store spillere begynder at få øjnene op for os,” fortæller Lasse Staal, der er CEO hos AddiFab. 

AddiFab har udviklet en 3D printer, der er særligt velegnet til fremstilling af små komponenter. Det kan for eksempel være fremstilling af komponenter til høreapparater, mikrofoner eller lignende. Men hvor den traditionelle 3D printer er meget begrænset i materialevalg, kan AddiFabs 3D printer bruges til at forarbejde langt flere materialer end dens konkurrenters.

”Vi ønsker et solidt produkt, der virkelig differentierer sig fra vores konkurrenter. Derfor har vi lagt stor vægt på, at vores printere nemt vil kunne spille sammen med andre produktionsmetoder såsom CNC fræsning og sprøjtestøbning. Det betyder, at printeren kan anvendes ved forarbejdningen af mange flere materialer end traditionelle 3D printere,” fortæller Lasse Staal.

AddiFabs styrke ligger blandt andet i at kunne sænke udviklingsomkostningerne for kunder. Det skyldes, at 3D print er et væsentlig billigere alternativ til testproduktion, hvor især fremstilling af støbeforme er en væsentlig post på budgettet. Derudover er det tidskrævende at anskaffe de værktøjer, der skal bruges til at igangsætte en testproduktion. Her er 3D print et hurtigt og billigere alternativ, og muligheden for at integrere 3D print og eksempelvis sprøjtestøbning gør det nemmere for kunderne at skalere deres produktion. 

”AddiFab er grundlagt med visionen om at industrialisere 3D printning og sænke omkostningerne for brugerne af printerne. I den forbindelse har vi nydt godt af en bestyrelse, der kommer med solid industrierfaring. Det er både erfarne industrifolk, der har haft stor indsigt i udvikling og skalering, men også folk fra produktionsindustrien, som ved hvilke udfordringer, AddiFabs kunder står over for”, siger Lasse Staal.

Med iværksætterlånet i ryggen fik vi et solidt fundament for at udvikle et stærkt produkt

Der har været fuld fart på AddiFabs første år, og når en virksomhed i udviklingsfasen skal bevæge sig mod at være mere salgsorienteret, kræver det kapital. AddiFab fik et Vækstlån til Iværksættere til at udbrede 3D printeren på markedet. 



”Der er en lang række omkostninger forbundet med udviklingen af et produkt, og i det hele taget i at være en fremstillingsvirksomhed i opstartsfasen. Med iværksætterlånet i ryggen fik vi et solidt fundament for at udvikle et stærkt produkt og tage skridtet videre ud på markedet,” fortæller Lasse Staal.

Fremadrettet skal AddiFab til at rulle ud i stor skala. Hovedindtægtskilden bliver salg af printere og udvikling af printermaterialer, men næste skridt i vækstrejsen er at udvikle et program af produktionsunderstøttende tilbehør, som for eksempel renseudstyr, hærdeudstyr og andet tilbehør til efterbearbejdning af printede komponenter blandt andet software.

Om AddiFab

Stiftet: 2014
Medarbejdere: 8
Produkt: 3D printere
Finansiering: Vækstlån til iværksættere

AddiFabs hjemmeside

Kontakt Vækstfonden

y5e6

Peter Vincensen
Souschef

M +45 81 77 17 61
pvi@vf.dk