MST+

Specialiseret træningscenter klar til åbning på rekordtid med Vækstkaution


Efter at have forvandlet tomme lejelokaler til et trænings- og wellnesscenter manglede ejerne blot at ansætte medarbejdere og investere i det sidste udstyr for at kunne åbne et komplet center. Det krævede dog en ekstra portion kapital, som ejerne hurtigt fik i hus med en Vækstkaution, og på rekordtid kunne de slå dørene op til MST+ i Hillerød.
Om virksomheden
I 2016 åbnede Dag Schønberg og en af hans tidligere kolleger træningscentret MST+ i Hillerød. MST står for Muskuloskeletal Træning. Det er en træningsform, som styrker kroppen ved at aktivere alle led og muskler i en bestemt rækkefølge. MST er særlig gavnlig i fx genoptræningsforløb og for gigt- og osteoporosepatienter. Centret har på kort tid tiltrukket mange medlemmer, der kan se fordelen i at træne med specialiserede trænere og MST-specialiseret udstyr. Medlemmerne i MST+ kan også benytte sig af stedets salt- og varmtvandsbassiner, der lindrer psoriasis og gigt. Derudover tilbyder centeret også både massage og lysterapi.

En Vækstkaution gav os mulighed for at kunne åbne et komplet træningscenter på kort tid

Udfordring

Dag Schønberg og hans partner havde selv investeret 1,8 mio. kr. i renovering af lejelokalerne og etablering af bassiner. Men der manglede stadig en del maskiner og udstyr samt uddannede trænere før ejerne kunne åbne et komplet trænings- og wellnesscenter. Det krævede ekstra kapital, og da de begge var ivrige efter at kunne invitere kommende medlemmer inden for, skulle finansieringen gerne på plads hurtigt. Dag Schønberg kendte til Vækstfondens Vækstkautioner og vidste, at det var en god mulighed for at få banklånet i hus. Vækstkautionen på i alt 2 mio. kr. gav råd til at ansætte medarbejdere og investere i specialudstyr, og i 2016 slog MST+ dørene op.

”Vi oplever et stort behov for et center, med fokus på korrekt og forsvarlig træning, der holder både muskler, led og hud sund og styrker medlemmernes sociale liv. Vi tilbyder udstyr og faciliteter, som er meget svære at finde andre steder. En Vækstkaution gav os mulighed for at kunne åbne et komplet træningscenter på kort tid,” siger Dag Schønberg, medejer af MST+.

Om MST+

Stiftet: 2016
Ansatte: 10
Produkt:

Specialiseret trænings- og wellnesscenter

Ydelse: Vækstkaution

MST+'s hjemmeside