Midtfyns Bryghus

Fynsk mikrobryggeri vil sælge øl i hele verden


I takt med at Midtfyns Bryghus udvidede sortimentet og vandt flere internationale priser for deres specialøl, steg efterspørgslen kraftigt. Det udfordrede mikrobryggeriet på kapaciteten, og indehaver Eddie Szweda havde brug for et lån på 3,1 mio. kr. til at købe nye lokaler og bedre udstyr. En Vækstkaution fra Vækstfonden var afgørende for, at banklånet kom i hus. Nu producerer Midtfyns Bryghus 260.000 liter øl årligt, og de nye rammer baner vejen for at indtage nye markeder.
Om virksomheden
I 2006 besluttede Eddie Szweda at købe det lille bryggeri i Brobyværk på Fyn, Midtfyns Bryghus. Bryghuset havde siden etableringen i 2004 kun produceret to slags øl, og salgsvolumen var ikke prangende. Men med lang erfaring inden for øl- og vinbranchen og en brændende passion for kvalitetsbryg lykkedes det hurtigt Eddie at vende udviklingen. I de efterfølgende år introducerede Midtfyns Bryghus løbende nye specialøl og modtog fire gange prisen for Årets Ølnyhed. Bryggeriets porter er kåret som Europas bedste, og deres chiliøl og Double IPA er begge udnævnt til verdens bedste i 2012. I dag sælger virksomheden de flydende fynske lækkerier til detailhandler og restauranter i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Canada, Brasilien og Kina.

Det var umuligt for en lille virksomhed i vores branche at låne alle de pengene, vi havde brug for, i banken

Udfordring
Midtfyns Bryghus’ talrige nomineringer og kåringer skabte sammen med øllets kvalitet og smag stor opmærksomhed, der resulterede i en stigende efterspørgsel. Det udfordrede kapaciteten, og produktionen i de nedlagte 350 kvadratmeter store slagterlokaler i Brobyværk kunne ikke følge med. Derfor besluttede Eddie Szweda at rykke bryggeriet til 1.100 nye, moderne kvadratmeter i Årslev og samtidig investere i nyt udstyr i form af rummelige bryggertanke og et malthåndteringssystem. Men investeringen til en sum af 3,1 mio. kr. var for stor en mundfuld for banken, der savnede sikkerheder. En Vækstkaution fra Vækstfonden fik kabalen til at gå op og sikrede finansieringen.
 

”Det var umuligt for en lille virksomhed i vores branche at låne alle de pengene, vi havde brug for, i banken. Derfor har Vækstkautionen været afgørende for, at vi har kunnet udvide produktionen og følge med efterspørgslen. Nu har vi kræfterne til at indtage nye markeder i USA, Europa, Australien og New Zealand,” siger Eddie Szweda, indehaver af Midtfyns Bryghus. 

Om Midtfyns Bryghus

Stiftet:

Oprindeligt i 2004 – købt af nuværende ejer Eddie Szweda i 2006

Ansatte: 5
Produkt: Specialøl
Ydelse: Vækstkaution

Midtfyns Bryghus' hjemmeside