Aavangs Fiskehus

Vækstkaution sikrer lokal virksomhed


Havde det ikke været for en Vækstkaution, havde forpagterne Gitte Christensen og Ole Mose Sørensen ikke kunnet drive deres succesfulde fiskeforretning på Skagen Havn videre. Med Vækstkaution fik de mulighed for at få finansieret et ejerskifte, så de selv kunne overtage forretningen.
De sidste ti år har Gitte Christensen og Ole Mose Sørensen drevet Aavangs Fiskehus på Skagen Havn på en forpagtningsaftale. Fiskehuset består – ud over salg af fisk – også af en restaurant. Men efter forpagtningsaftalens udløb var de nødt til at overtage forretningen, hvis de ville køre den videre. Det ville de gerne, men det var svært at skaffe de millioner, det kostede.

Uden sikkerheder, intet lån
”Vi stod i en grim situation i kølvandet på finanskrisen. Det er jo blevet meget svært at få et lån, og vi ville helst undgå at blande vores familier ind i det. Men selvom banken faktisk syntes, at vi havde en rigtig god forretning, så kunne de alligevel ikke låne os pengene, fordi vi ikke kunne stille nok sikkerheder. Derfor foreslog de, at vi fik en Vækstkaution,” fortæller Ole Mose Sørensen.

Han siger endvidere:

”Vores forretning har eksisteret i mere end 40 år, og den kører rigtig godt. Vi har forbedret driften, og vi omsætter i dag for langt mere, end vi gjorde før i tiden. Det ville have været en katastrofe, hvis ikke vi havde fået lov til at køre forretningen videre.”

Mangel på sikkerheder låser banken
Lars Støtt, erhvervskunderådgiver i Spar Nord Bank i Skagen, der står bag låneaftalen med Aavangs Fiskehus, fortæller, at Vækstkautioner fra Vækstfonden giver dem mulighed for at yde lån til sunde forretninger, som de ellers ikke ville have mulighed for at finansiere.

”Sagen er den, at vi desværre ikke kan yde lån uden at have tilstrækkelig sikkerhed for lånene. Vækstkaution-ordningen giver os mulighed for også at kunne hjælpe dem, der har en god forretning eller et godt produkt, men som simpelthen ikke kan stille nok sikkerheder,” siger Lars Støtt.

Fakta om Aavangs Fiskehus

Ejerskiftet: 2012
Medarbejdere: 3-30 afhængig af sæson
Produkt:
Fiskeforretning og restaurant med salg af fisk samt levering af fisk til hoteller og andre grossister
Finansiering: Vækstkaution for et lån i et pengeinstitut
  Aavangs Fiskehus hjemmeside

Kontakt Vækstfonden

PME

Pernille Meilvang
Kautionskundechef

M +45 30 12 51 20
pme@vf.dk