Egalet

Fra forskning til børsnotering


Det danske biotekselskab Egalet blev etableret af to forskere i 1995. Undervejs har virksomheden haft store udfordringer, men tålmodige ventureinvestorer troede på projektet og holdt fast.
I februar 2014 lykkedes det Egalet at blive børsnoteret i New York og rejse 360 mio. kr. Pengene skal transformere selskabet til en kommerciel organisation og finansiere udviklingen af nye produkter.
Egalet har udviklet en særlig teknologi, som kan forhindre misbrug af smertestillende piller, der indeholder stoffer kaldet opioder. Stofferne bliver udvundet af rå opium, og blandt de mest kendte er morfin og kodein. Egalets teknologi gør, at tabletten ikke kan knuses eller smeltes og dermed ikke sniffes eller injiceres af misbrugere.

”Misbrug af opioder er blevet en epidemi. Alene i USA dør der hver dag 45 mennesker som en konsekvens af misbruget. Med vores unikke teknologi gør vi det umuligt for narkomaner at misbruge de smertestillende tabletter. På den måde kan vi bidrage med at løse et stort samfundsmæssigt problem, der kun bliver værre dag for dag,” fortæller adm. direktør i Egalet, Robert Radie.

Afgørende at tænke stort

Da Egalet blev etableret, bestod selskabet af to forskere og et kontor i Værløse. Her ligger hovedkontoret stadig, blot i nye og større lokaler, hvor størstedelen af selskabets 31 medarbejdere står for udvikling og produktion af selskabets pipeline. Undervejs har der været op og nedture, og i 2010 valgte bestyrelsen og investorerne at lægge en ny strategi. Partner i venturefonden Sunstone Capital, Andreas Segerros, der også sidder i Egalets bestyrelse, fortæller, at det var afgørende at skifte niveau og begynde at tænke større.

”Selskabet havde haft udfordringer i en periode, og på et tidspunkt var vi i tvivl, om vi kunne få det til at løfte sig. Men vi vidste, at potentialet var stort. Og efter nogle grundige undersøgelser stod det klart, at der var momentum i markedet. Derfor var vi i investorkredsen enige om at holde fast og satse. Men hvis det skulle lykkes, var det afgørende, at vi ændrede virksomhedens udviklingsstrategi, og at vi tog ’big pharma-brillerne’ på,” fortæller han.

USA er vejen til markedet
Med den nye strategi etablerede selskabet et kontor i USA og ansatte en amerikansk adm. direktør med kommerciel erfaring fra pharma-industrien.

”Egalet passede godt til markedet i USA. Misbrug af opioder er et globalt problem, men markedet for netop den type smertestillende medicin og misbruget af det er meget stort i USA. Derfor var det oplagt for Egalet at etablere sig i USA og gå efter en børsnotering på NASDAQ i New York,” fortæller Andreas Segerros.

Rustet til en kommerciel fremtid
På kontoret i USA sidder Robert Radie, der siden han blev ansat i 2012, har arbejdet målrettet mod en børsnotering. Han nævner tre centrale årsager til, at det lod sig gøre: Egalet har et produkt, der adresserer et stort samfundsmæssigt problem, og som alle forstår. Investorerne så, at det var et unikt og anderledes produkt. Og så var det det helt rigtige tidspunkt for en børsnotering. Med de 360 mio. kr. er selskabet nu rustet til fremtiden.

”Pengene fra børsnoteringen skal bruges til flere ting. Først til at opskalere vores produkt og føre det igennem de nødvendige offentlige godkendelsesprocesser. Dernæst skal vi have opbygget en kommerciel organisation, der kan føre produktet på markedet. Og så forventer vi at følge vores næste produkt fra pipelinen gennem de sidste udviklingstrin og til godkendelse hos de amerikanske myndigheder,” fortæller Robert Radie.

Om Egalet

Stiftet: 1995
Medarbejdere: 31
Produkt: Smertestillende tabletter, der er umulige at misbruge
Finansierng: Venturekapital fra Sunstone Capital, som Vækstfonden har investeret i

Egalets hjemmeside