Libratone

Designhøjtalere til Apples univers


Libratone laver trådløse højtalere i HIFI-kvalitet og dansk design, som bliver solgt i Apples butikker i USA, Europa og Asien.

I 2009 etablerede adm. direktør Tommy Andersen sammen med to kolleger virksomheden Libratone. 

”Vi så, at der var nogle nye trends på vej, som ville ændre måden, vi forbruger lyd på. Lyd går fra at være noget, der er bundet til et fysisk medie som fx en cd, til at være en digital datastrøm, som du streamer via en applikation typisk fra en computer, en tablet eller en smartphone,” fortæller Tommy Andersen. 

Trådløst og lækkert
Et væsentligt træk ved Libratones højtalere er, at de er trådløse. Det gør det muligt til enhver tid at tage dem med eller flytte dem derhen i hjemmet, hvor man har brug for dem. På den måde passer de rigtig godt ind i den mere og mere udbredte mobile medieforbruger-kultur, hvor alt foregår på internettet, og hvor du altid har din iPhone eller iPad lige ved hånden. Et andet afgørende element er designet.

”Designet har været i fokus fra starten. Det er helt bevidst. Vi ved at kvinder har stor indflydelse på, hvad der indkøbes til hjemmet. Og mens mænd går mere op power og teknik, så er kvinder oftere tiltrukket af design og brugervenlighed. Den gode HIFI-kvalitet tager de for givet,” fortæller Tommy Andersen.

Aftale med Apple
Designet og brugervenligheden får produktet til at passe perfekt ind i Apples univers, hvor der også er tale om designprodukter, de fleste kan få råd til. Og med Apples AirPlay-teknologi kan man forbinde sig til Libratone-højtaleren via sit trådløse netværk på sin iPhone eller iPad.

 ”Apple var fra starten vores ønskepartner. Hvis alle vores kunder går rundt med iPhones og iPads, er Apple den helt rigtige indgang. Så det var godt, det lykkedes. I dag er vi til salg over hele verden i Apples butikker,” siger Tommy Andersen.

Fra Skive til Dubai
De tre stiftere har en god del brancheerfaring med sig, og supplerer hinanden godt. To af dem har erfaring med salg, markedsføring og ledelse, mens den tredje har styr på den tekniske del af forretningen.

”Vi har sammensat et godt team, og de fleste af os sidder forskellige steder her i Danmark. Vores udviklingsafdeling ligger fx i Skive, som er der, hvor kernen af kompetencer inden for akustik og lyd findes i Danmark. Og så ligger vores design-kontor i Århus, mens ledelsen sidder her i København. Desuden har vi tre salgskontorer i udlandet. Et i Californien, et i Dubai og et i Singapore,” siger Tommy Andersen.  


Fakta om Libratone

Stiftet: 2009
Medarbejdere: 30
Produkt: Trådløse højtalere i HIFI-kvalitet og dansk design, som bliver solgt i Apples butikker i USA, Europa og Asien.
Finansiering: Egenkapital i 2011 fra SEED Capital Denmark II, som Vækstfonden har investeret i
  Libratone hjemmeside