Scanpo

Nye maskiner sikrer en sund forretning


Investeringer i det rette produktionsapparat har skabt en bedre og mere konkurrencedygtig forretning for Scanpo i Herlufmagle. Virksomheden producerer marinerede kyllingebryster og –lår til supermarkedskæder i Danmark, Norge og Sverige. Store investeringer på kort tid udfordrede virksomhedens soliditet. Med et Ansvarligt lån kom finansieringen af en ny fuldautomatisk pakkemaskine i hus.
Om virksomheden
Slagter Henrik Jappe startede i 2003 sin egen fødevarevirksomhed Scanpo i Herlufmagle lidt uden for Næstved. Han havde set et hul i markedet for forarbejdet kød. Hvor der fandtes flere producenter af røget og marineret svine- og oksekød, var der ingen, der havde kastet sig over kyllingekød. Scanpo køber kyllingebryster og -lår, marinerer og fryser dem og sælger dem videre til de fleste supermarkedskæder i Danmark, Norge og Sverige. Hver uge producerer virksomheden 60 tons marineret kylling. Det bliver til mere end 3000 tons årligt.

Det har betydet, at vi har fået en bedre forretning.

Udfordring
I 2011 trådte en af Henrik Jappes slagterkolleger ind i firmaet, og sammen besluttede de sig for at ekspandere forretningen. På fire år investerede de omkring 30 mio. kr. i at udvide og modernisere virksomheden. Det betød, at de kunne øge produktionen og udbyde et bredere sortiment af marineret kylling. Men for at optimere produktionen, så den lille danske virksomhed kunne konkurrere med store udenlandske producenter, fik de behov for at investere i en fuldautomatisk pakkelinje. Med så store investeringer på så kort tid fik banken svært ved at komme med hele finansieringen. Et Ansvarligt lån på tre mio. kr. styrkede virksomhedens soliditet, så finansieringen fra banken faldt på plads.

”De nye maskiner har gjort det muligt for os at tilbyde vores kunder bedre priser og betingelser. Det har betydet, at vi har fået en bedre forretning,” siger Henrik Jappe, ejer og direktør i Scanpo.

Om Scanpo

Stiftet: 2003
Medarbejdere: 13
Produkt: Marineret, frossen kylling
Finansiering: Ansvarligt lån

Scanpos hjemmeside

Kontakt Vækstfonden

Anders Chr. Andersen

Anders Christian Andersen
Erhvervskundedirektør

T +45 35 29 86 25
M +45 21 61 55 56
aca@vf.dk