Bestyrelse


Vækstfonden ledes af en professionel bestyrelse. Bestyrelsesmedlemmer udnævnes af erhvervsministeren. Hvert bestyrelsesmedlem kan udnævnes for to perioder på hver op til tre år.

Bestyrelsen sammensættes således, at der er repræsenteret en bred erhvervsmæssig indsigt inden for ledelse, afsætning, finansiering og ventureinvestering, arbejdsmarkedsforhold, teknologi samt indsigt i de særlige forhold, der knytter sig til små og mellemstore virksomheder. Der holdes årligt mindst seks bestyrelsesmøder, heraf mindst et bestyrelsesmøde i hvert kvartal.

Bestyrelse

  • Claus Gregersen, formand, er adm. direktør i Chr. Augustinus Fabrikker A/S og har tidligere været CEO i bl.a. Carnegie Investment Bank og formand for Børsmæglerforeningen. Aktuelt er han desuden formand for Rungsted Sundpark A/S, Skodsborg Sundpark A/S, Skandinavisk Holding A/S og Skodsborg Sundhedscenter A/S samt næstformand i bestyrelsen i Jeudan A/S. Endvidere er han bestyrelsesmedlem i hhv. Axcel Future, Simon Fougner Hartmanns Familiefond, Gyldendal A/S og Fritz Hansen A/S. Claus Gregersen tiltrådte som formand for Vækstfondens bestyrelse d. 1. februar 2018. 

  • Lars Holst, næstformand i Vestjysk Banks bestyrelse og bestyrelsesmedlem i GrønlandsBANKEN. Han har senest været ansat i Nykredit (1987-2014), hvor han siden 1995 har fungeret som kreditchef. Han har samtidig været medlem af direktionen i ejendomsselskabet Kalvebod som er ejet af Nykredit. Han har endvidere arbejdet i Dansk Erhvervsfinansiering A/S og Andelsbanken A/S. Lars Holst har været medlem af bestyrelserne for bl.a. Totalkredit og Max Bank i regi af Finansiel Stabilitet samt været bestyrelsesformand i en række ejendomsselskaber siden 2008. Lars Holst tiltrådte som bestyrelsesmedlem i Vækstfondens bestyrelse d. 1. februar 2015.

  • Ilse Jacobsen, iværksætter og modedesigner i eget navn. Grundlagde i 1993 ILSE JACOBSEN HORNBÆK med egen skokollektion og lancerede i 2000 sine ikoniske gummistøvler. Siden hen er kollektionerne blevet udvidet med regntøj, tøj og accessories. I dag omfatter livstilsvirksomheden 24 konceptbutikker i 5 lande samt eksport til 25 lande. Livsstilsvirksomheden er siden hen udvidet med etableringen af en række blomsterbutikker, eget luksusspa og restaurant KURBADET by ILSE JACOBSEN samt en spa- og beautyserie, ILSE by ILSE JACOBSEN. Ilse er endvidere investor og mentor i DR’s programserie ”Løvens hule”. Ilse Jacobsen tiltrådte som bestyrelsesmedlem i Vækstfondens bestyrelse d. 15. maj 2016.

  • Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund/Danmarks Olympiske Komité. Han var fra 1988 til 2014 indehaver af Hotel Gl. Skivehus og har tidligere været formand for blandt andet HORESTA, Handels-, Transport- og Serviceerhvervene og Visit Denmark. Niels Nygaard er formand for A/S af 3. juni 1986 (som blandt andet ejer Club La Santa på Lanzarote), er bestyrelsesmedlem i Danske Spil A/S og tidligere eliteløber. Niels Nygaard tiltrådte som bestyrelsesmedlem i Vækstfonden d. 24. oktober 2017.

  • Christian Scherfig, advokat og partner hos Lundgrens, hvor han primært arbejder med M&A. Christian er tidligere adm. direktør i Dansk Design Center (2005-2011). Derudover har han været formand for Radio- og tv-nævnet (2003-2012) samt næstformand for bestyrelsen i TV2 Danmark A/S (2001-2004). Han er aktuel bl.a. som bestyrelsesformand i Dansk Medie Invest (2017-d.d.). Endvidere underviser Christian i bestyrelsesarbejde- og ansvar og har stor undervisningserfaring fra bl.a. Københavns Universitet og Advokaternes efteruddannelse. Christian Scherfig tiltrådte som bestyrelsesmedlem i Vækstfondens bestyrelse i februar 2018.

Kontakt Vækstfonden

Christian Motzfeldt

Christian Motzfeldt
Direktør

T +45 35 29 86 70
M +45 40 80 48 60
cm@vf.dk