Halvårsrapport: Vækstfonden fortsætter højt aktivitetsniveau med tilfredsstillende overskud


17-09-2018 /
Vækstfonden har i dag offentliggjort regnskabet for første halvår af 2018, der vidner om en fortsættelse af det høje aktivitetsniveau fra 2017. Statens finansieringsfond har i årets første seks måneder realiseret et overskud på 256 mio. kr.
Det høje aktivitetsniveau, der kendetegnede 2017, er i Vækstfonden fortsat i første halvår af 2018. Alene i årets første seks måneder har fonden medfinansieret 444 virksomheder for et samlet beløb på 1,4 mia. kr., og halvårsregnskabet udviser et positivt resultat på 256 mio. kr.

"Resultatet for 1. halvår 2018 på 256 mio. kr. er tilfredsstillende og i tråd med forventningerne for året, og Vækstfonden fortsætter hermed de foregående fire års udvikling med trecifrede millionoverskud. Over de seneste fem år har Vækstfonden leveret et akkumuleret overskud på 3,0 mia. kr. svarende til en egenkapitalforrentning på 14,4 pct.," siger Claus Gregersen, bestyrelsesformand for Vækstfonden.

Positive resultater på tværs af forretningsområder
Det positive resultat udspringer af stor aktivitet på tværs af Vækstfondens forretningsområder samt positiv udvikling i en række porteføljeselskaber. 

I VF Fonde har særligt værditilvæksten i it-virksomheden Netcompany, som Vækstfonden indirekte er medejer af via Dansk Vækstkapital I, haft positiv indvirkning, ligesom det i VF Venture navnlig er en værdiregulering i robotvirksomheden On Robot, der har bidraget positivt. Ligeledes har forretningsområdet for lån, garantier og kautioner, VF Udlån, indvirket positivt.

Nyt lovgrundlag – samme formål
Folketinget har vedtaget et nyt lovgrundlag for Vækstfonden, der således pr. 1. juli 2018 overgik til at være en selvstændig offentlig virksomhed (SOV). Ændringen medfører en opdatering og forenkling af Vækstfondens juridiske grundlag, men formålet for fonden er fortsat det samme: at bidrage til vækst og innovation i danske små og mellemstore virksomheder. 

Således har Vækstfonden også i dette halvår haft fokus på styrkelse af det danske børsmarked for SMV’er og indgik bl.a. som cornerstone-investor i noteringen af medtechvirksomheden Virogates.

Ligeledes fortsætter Vækstfonden sin opmærksomhed omkring den lovende, danske innovation inden for læringsteknologi. Fonden investerede således i starten af året et større beløb i virksomheden Area9, der udvikler skræddersyede digitale uddannelsesværktøjer til efteruddannelse.

Yderligere information om regnskabet kan findes i halvårsrapporten: 

Læs Vækstfondens halvårsrapport for første halvår 2018 (pdf)

For yderligere information, kontakt:

Peter Bruun, kommunikationschef i Vækstfonden på telefon 40 81 35 46 eller pbr@vf.dk.

Om Vækstfonden
Vækstfonden er statens finansieringsfond. Fonden medvirker til at skabe flere nye vækstvirksomheder ved at stille kapital og kompetencer til rådighed. I samarbejde med private investorer og pengeinstitutter har Vækstfonden siden 1992 medfinansieret vækst i over 7.300 virksomheder for et samlet tilsagn på mere end 22,5 mia. kr. Virksomhederne havde i 2017 tilsammen en omsætning på over 98 mia. kr. og mere end 63.500 medarbejdere. Aktuelt medvirker Vækstfondens investeringer til at skabe ca. 10.700 nye jobs om året. For mere information, besøg www.vf.dk.

Peter Bruun

Peter Bruun
Chef for kommunikation og CSR

T +45 35 29 86 31
M +45 40 81 35 46
pbr@vf.dk