Hotline for forskere og nystartede, videnstunge virksomheder


23-08-2018 /

Vækstfonden og Innovationsfonden opretter fælles hotline som led i, at Vækstfonden sammen med Innovationsfonden i 2019 overtager opgaven med at finansiere forskningsbaserede og nystartede, videnstunge virksomheder over hele landet.

Vækstfonden og Innovationsfonden får i 2019 nye opgaver i forhold til at finansiere forskningsbaserede og nystartede, videnstunge virksomheder over hele landet. Ændringen er et led i den politiske aftale mellem Regeringen og Dansk Folkeparti om forenkling af det danske erhvervsfremmesystem. Midler fra aftalen skal fra årsskiftet styrke indsatsen i Vækstfonden og Innovationsfonden, hvilket fondene forventer at præsentere en plan for senere på året. De nye initiativer bliver udviklet i dialog med vidensinstitutioner, private investorer samt lokale og regionale aktører.

For at komme forskere og teknologitunge virksomheder i møde i overgangsperioden, etablerer Vækstfonden i samarbejde med Innovationsfonden en hotline, der fra 1. september 2018 kan modtage henvendelser.

”Det vil uundgåeligt skabe forvirring, når man ændrer grundlæggende ved et eksisterende system, og det vil vi på den korte bane gerne imødegå med initiativet her. Både Vækstfonden og Innovationsfonden har allerede finansieret eller medfinansieret tusindvis af virksomheder over hele landet, og det er den erfaring, vi bygger videre på,” siger Rolf Kjærgaard, investeringsdirektør i Vækstfonden.

”Det er vigtigt, at vi koordinerer indsatsen for at gøre det så smidigt som muligt for virksomheder og forskere at søge medfinansiering til forsknings- og innovationsprojekter. Derfor indgår vi nu i samarbejdet med Vækstfonden om at sikre en god og enkel overgang og for at sikre, at vores nye initiativer bliver velkoordinerede og giver mening for fremtidige ansøgere,” siger direktør i Innovationsfonden, Peter Høngaard Andersen.

Man kan henvende sig til den nye hotline fra 1. september 2018 ved at skrive til finansiering@vf.dk eller ringe direkte på 70 60 60 50.

Henvendelser fra pressen skal ske til Vækstfondens eller Innovationsfondens kommunikationsteam, som du kan finde her: