Evosep indgår aftale med amerikansk laboratorie-producent


07-06-2018 /
Det danske medtech-selskab Evosep har indgået et samarbejde med den amerikanske laboratorie-producent Thermo Scientific om at videreudvikle hurtig og robust proteinanalyse baseret på Evosep One, en banebrydende teknologi, som virksomheden lancerede i efteråret 2017.

I efteråret 2017 lancerede danske Evosep deres teknologi til proteinanalyse, Evosep One, som er 10 gange hurtigere og 100 gange mere robust end eksisterende metoder på markedet. Proteinanalyse er en udbredt forskningsmetode, der primært anvendes til at undersøge diverse cellefunktioner og i jagten på ny medicin. 

Evosep har netop indgået aftale med amerikanske Thermo Scientific, der opererer i flere dele af life science-industrierne og bl.a. leverer services og laboratorieudstyr. Omdrejningspunktet for det nye samarbejde bliver det Boston-baserede Thermo Scientific Precision Medicine Science Center, hvor Evosep One skal benyttes sammen med Thermo Scientifics eksisterende proteinanalyseudstyr for at gøre processen hurtigere og prøveresultaterne mere robuste. 

Læs pressemeddelelsen på Evosep.com