Venturekapital fra Vækstfonden

Egenkapital direkte fra Vækstfonden til innovative danske virksomheder med ambitioner om at vokse ud over landets grænser.


/ Kort om VF Venture

I VF Venture investerer vi på markedsvilkår i form af egenkapital i danske virksomheder med track record og i unge, innovative danske virksomheder med ambitioner om at vokse ud over landets grænser. 

Vi investerer på tværs af industrier, særligt med fokus på og kompetence inden for it, medikoteknik, cleantech og industriel teknologi. Vores investeringer er i intervallet 5–25 mio. kr.

Vores aktuelle portefølje omfatter cirka 35 virksomheder. Vi investerer i 5-10 nye selskaber hvert år.

Vi investerer overvejende i virksomheder, hvor produktet er færdigt og har opnået en position på et afgrænset marked, eller hvor produktudviklingen er i den afsluttende fase, og produktet står foran introduktion på markedet.

Din forretningsplan er det vigtigste værktøj i vores dialog. Hvis vi skal vurdere din forretningsplan, kan du sende den til Asger Tidemand Bruhn. Vi behandler naturligvis alle modtagne henvendelser fuldt fortroligt.

/ Investeringskriterier

Når vi vurderer, om vi vil investere i din virksomhed, ser vi typisk på disse syv kriterier:

  • Ledelse: Kompetent team med ambitioner og vilje til succes
  • Marked: Internationalt marked eller global niche, hvor virksomheden kan stå stærkt
  • Innovation: Høj innovation i produkter, serviceydelser, forretningsmodel, distribution m.v.
  • Forretningsmodel: Økonomisk skalerbar i afsætning og produktion
  • Miljø og etik: Inddrages i vores vurdering, når det er relevant
  • Forretningsplan: En klar forretningsplan
  • Afkast og exit: Afkastet skal modsvare investeringsrisikoen og påvises af en realistisk exitplan.

/ Investeringsproces

Et typisk investeringsforløb varer 8-16 uger og ser sådan ud:

Fase 1: Screening
Ud fra din forretningsplan eller executive summary vurderer vi, om vores fokusområde og din virksomhed matcher.

Det er vigtigt så tidligt som muligt at forventningsafstemme. Derfor forventer vi, at du har vurderet, om din virksomheds ønsker og/eller krav til mulige investorer matcher med VF Venture.

Tidsforløbet er ca. 1-2 uger.

Fase 2: Analyse
På basis af forretningsplanen, præsentationer og møder med ledelsen bliver virksomhedens ledelse, produkter, teknologi, marked, strategi og ekspansionsmuligheder nærmere analyseret med udgangspunkt i vores investeringskriterier.

Vi forventer også, at virksomheden opnår viden om, hvilke områder VF Venture specifikt kan bidrage med i forbindelse med virksomhedens videre udvikling.

Tidsforløbet er ca. 4-8 uger.

Fase 3: Investering
I investeringsfasen forhandler vi nærmere om investeringens vilkår og omfang. Der underskrives herefter en aftale; et term sheet. 

Endelig investering vil være betinget af en tilfredsstillende due diligence.

Tidsforløbet er ca. 3-6 uger.