Lundsøe Køl & Frys

Klar til vækst med robotter og nyt frysehus


Lundsøe Køl & Frys i Aalborg håndterer og oplagrer fødevareproducenters produkter på køl og frost, inden varerne bliver solgt videre. Vejen til en forbedret konkurrenceevne og nye kunder var et nyt robotanlæg og et kæmpe kølehus på Aarhus havn. To store investeringer som banken ikke kunne finansiere alene. Løsningen blev et Vækstlån fra Vækstfonden.
Om virksomheden

I Aalborg ligger Lundsøe Køl & Frys, som hvert år håndterer 60.000 tons fødevarer. Virksomheden sorterer, pakker og oplagrer bl.a. fisk, skaldyr, svine- og oksekød for sine kunder, som har brug for at få deres varer opbevaret på enten køl eller frost, indtil de skal sælges videre. På kundelisten finder man alt lige fra den lokale slagter til store internationale virksomheder. For Royal Greenland sorterer, pakker og opbevarer virksomheden frosne rejer, og for Danish Crown sørger nogle af de 22 medarbejdere for at oplagre dansk svinekød på køl, inden varerne bliver solgt til købere fra hele verden.

Det var en stor udfordring at finde finansiering i banken

Udfordring

Lundsøe Køl & Frys har en klar vækststrategi, og virksomheden har fokus på at udvikle produktionen i takt med kundernes behov. Derfor anskaffede de i 2014 et innovativt robotanlæg, som har effektiviseret sorteringen af fødevarer og afskaffet mange af de tunge manuelle løft. Finansieringen af anlægget faldt på plads med et Vækstlån fra Vækstfonden. Blot et år senere fik Lundsøe Køl & Frys endnu en gang brug for finansiering fra Vækstfonden. Virksomheden havde gennem længere tid oplevet en efterspørgsel på frysehuskapacitet på Aarhus havn, som er en vigtig industrihavn og et strategisk knudepunkt. For at imødekomme deres kunders behov for kapacitet i Aarhus og for at kunne tiltrække nye kunder blev det nødvendigt at investere i et nyt frysehus netop her. Men at købe et frysehus var en stor udskrivning for virksomheden, og banken kunne ikke løfte finansieringen alene. Derfor kom Vækstfonden endnu en gang med ombord, og med et Vækstlån faldt finansieringen af det nye frysehus på plads.

”Det var en stor udfordring at finde finansiering i banken, men da så Vækstfonden kom med i processen, gik det hele op i en højere enhed. Det betyder, at vi i dag kan tilbyde både nye og gamle kunder 4.000 tons lagerkapacitet på en af de vigtigste industrihavne i Danmark,” siger Søren Søe-Larsen, adm. direktør i Lundsøe Køl & Frys.

Om Lundsøe Køl & Frys

Stiftet: 1998
Medarbejdere: 22
Produkt: Håndtering og oplagring af frost- og kølevarer
Finansiering: Vækstlån

Lundsøe Køl & Frys hjemmeside

Kontakt Vækstfonden

Henrik Larsen

Henrik Larsen
Erhvervskundechef

M +45 50 60 93 78
hla@vf.dk

Profil