Honeycomb Cellpack

Stor efterspørgsel kræver ny lagerhal


Honeycomb Cellpack udvikler og producerer emballage til at fiksere og beskytte produkter under transport. Det særlige ved emballagen er, at det til forskel fra fx flamingo kan genanvendes og er let for naturen at nedbryde. En stigende efterspørgsel på deres bæredygtige emballage afslørede et stort vækstpotentiale. Det betød, at virksomheden fik brug for at udvide deres faciliteter. Med et Vækstlån fik de mulighed for at bygge bl.a. en ny lagerhal og dermed sikre fremtidig vækst.
Om virksomheden
Den østjyske virksomhed Honeycomb Cellpack udvikler og producerer genanvendeligt, bionedbrydeligt og stødabsorberende emballage til at fastholde og beskytte alt lige fra møbler til elektronik og forskellige industriprodukter under transport. Det særlige ved virksomhedens miljørigtige emballage er, at kernen består af en såkaldt bicellestruktur lavet af papir og vandbaseret lim. Det gør materialet let og stærkt på en gang. Typisk vil man bruge flamingo til samme formål, men det materiale er meget sværere at bortskaffe, fordi det er oliebaseret og dermed ikke kan nedbrydes biologisk. Med deres grønne profil fornemmer Honeycomb Cellpacks stor interesse fra markedet, hvor flere og flere virksomheder har fokus på at tage hensyn til miljøet. En af dem er IKEA, som også er på Honeycomb Cellpacks kundeliste.

Nu kan vi realisere vores vækstpotentiale i forhold til at levere bionedbrydelig emballage til mange flere virksomheder

Udfordring
Honeycomb Cellpack har gennem de sidste år oplevet en voksende interesse for deres miljørigtige emballage. Den stigende efterspørgsel afslørede et åbenlyst vækstpotentiale, men for at kunne gribe de muligheder havde virksomheden brug for at udvide deres produktionsfaciliteter. Men byggeprojektet krævede mere finansiering, end banken kunne komme med, og derfor blev løsningen et Vækstlån fra Vækstfonden. Med bl.a. en ny stor lagerhal har Honeycomb Cellpack mulighed for at have mange flere varer på lager, så de hurtigt kan levere emballage til deres kunder i hele Skandinavien og Nordtyskland.

”Banken havde brug for en solid økonomisk garanti, og den kom i hus med hjælp fra Vækstfonden. Det betyder, at vi nu for alvor kan realisere vores vækstpotentiale i forhold til at levere bæredygtig og bionedbrydelig emballage til mange flere virksomheder,” siger Thomas Bladt, administrerende direktør i Honeycomb Cellpack.

Om Honeycomb Cellpack

Stiftet: 2001
Medarbejdere: 18
Produkt: Bæredygtig emballage
Finansiering: Vækstlån

Honeycomb Cellpacks hjemmeside

Kontakt Vækstfonden

Ghita Davidsen

Ghita Davidsen
Erhvervskundechef

M +45 22 89 35 99
gda@vf.dk