Urban Water

Ny teknologi forhindrer vand i kælderen ved skybrud


Iværksættervirksomheden Urban Water har udviklet en intelligent lukkemekanisme, der forhindrer vand fra kloakken i at trænge ind i bygninger ved kraftige regnskyl. Efterspørgslen er stor, men den unge virksomhed mangler kapital til at udvide produktionen og sparke salget i gang. Urban Water fik den nødvendige finansiering i hus med et Vækstlån til iværksættere kombineret med et lån fra Sydbank og undgik samtidig at sælge ejerandele.
Om virksomheden
Den 2. juni 2011 blev store dele af Sjælland og især København ramt af et voldsomt skybrud. Byens kloakker gik over deres breder, og mange kældre stod under vand. Det gav iværksætter og ingeniør Flemming Lind ideen til at udvikle en lukkemekanisme, der kan forhindre vand fra kloakken i at trænge ind i folks hjem. Fem år senere etablerede han virksomheden Urban Water, og det såkaldte højtvandslukke blev en realitet. Det intelligente højtvandslukke sænkes nemt ned i almindelige kloakbrønde, og via indbygget software advarer det husejer og tilkalder en kloakmester i tilfælde af oversvømmelser.

Min bank kunne ikke komme med hele den finansiering, jeg havde brug for, og jeg ville ikke sælge dele af min virksomhed billigt til en investor

Udfordring
Urban Waters højtvandslukke forhindrer oversvømmede veje og kældre og løser derfor et stort problem for både kommuner og husejere. Den er billigere end eksisterende løsninger på markedet, og med den indbyggede tilkaldefunktion lever den op til forsikringsselskabernes skærpede krav om forebyggelse og alarmering. Urban Water oplever derfor en stigende efterspørgsel, og den unge virksomhed tilknyttede hurtigt en professionel bestyrelse og har allerede solgt de første enheder. Det giver gode forudsætninger for vækst, men der er behov for yderligere kapital for at kunne skrue op for produktion og salg.

Urban Water kontaktede derfor sin bank, der foreslog et samarbejde med Vækstfonden om et Vækstlån til iværksættere.

”Urban Water er en spændende virksomhed med et unikt produkt og gode fremtidsudsigter, men som bank havde vi brug for at dele risikoen med en anden part, da virksomheden endnu er meget ung. Derfor er det meget positivt, at Vækstfonden har mulighed for at træde til med supplerende finansiering, så vi sammen kan finde en løsning,” siger Mette Simonsen, erhvervsrådgiver i Sydbank.

Og netop muligheden for at optage et lån har været en klar fordel for Urban Water.

”Lånet fra Vækstfonden var den optimale finansiering for mig. Min bank kunne ikke komme med hele den finansiering, jeg havde brug for, og jeg ville ikke sælge dele af min virksomhed billigt til en investor, som ellers ville have været mit alternativ. Nu kan vi udvide produktionen og styrke salget,” forklarer Flemming Lind.

Om Urban Water

Stiftet: 2016
Medarbejdere: 4
Produkt: Højtvandslukke, der forhindrer vand fra kloakken i at trænge ind i bygninger ved kraftige regnskyl
Finansiering: Vækstlån til iværksættere

Urban Waters hjemmeside

Kontakt Vækstfonden

Steen Asgreen

Steen M. Asgreen
Erhvervskundechef

T +45 35 29 86 66
M +45 50 60 93 95
sma@vf.dk