Skaber venture vækst?

Ventureinvesteringer har fået meget omtale den seneste tid. Og med god grund. For afkastene til investorerne har ikke nået det niveau, man kunne ønske sig – hverken her i Danmark eller ude i resten af verden. Der er dermed et stykke vej endnu, før vi har et dansk økosystem for ventureinvesteringer, som er bæredygtigt.

I Danmark ser udviklingen imidlertid ud til at være positiv. Det viser en ny analyse af de venturefinansierede virksomheders udvikling, som Vækstfonden står bag. Og i 2010 havde Danmarks 385 aktive venturefinansierede virksomheder en samlet omsætning på 20 mia. kr., hvoraf eksporten tegnede sig for ca. 60 pct. Så virksomhederne sætter deres tydelige aftryk på den samlede økonomi.