Ny formand for Vækstfonden


02-02-2018 /
Claus Gregersen er udpeget som ny formand for Vækstfonden. Han overtager posten efter Carsten Koch, der har været formand siden 2012. 
Vækstfondens nye formand, Claus Gregersen, er adm. direktør i investeringsselskabet Chr. Augustinus Fabrikker A/S og har tidligere været CEO i bl.a. Carnegie Investment Bank. 

Udpegelsen glæder erhvervsminister Brian Mikkelsen:

”Vækstfonden er med til at skabe vækst og arbejdsplader i Danmark ved at stille risikovillig kapital til rådighed for små og mellemstore virksomheder. Vækstfondens bestyrelse spiller en afgørende rolle for at opnå det mål, og derfor er jeg glad for, at Claus Gregersen har takket ja til at være formand for bestyrelsen og lede arbejdet med at sætte retning for Vækstfondens aktiviteter. Jeg ser frem til, at han med sin store erfaring indenfor blandt andet investering og finansiering skal stå i spidsen for Vækstfondens bestyrelsesarbejde de kommende år.”

Claus Gregersen tager over efter Carsten Koch, der har været formand siden 2012, og som nu træder tilbage, da han har siddet på posten i de tilladte to perioder.

Claus Gregersen ser frem til arbejdet som bestyrelsesformand:

”Jeg har arbejdet med mange former for investeringer i mit professionelle virke, og for mig står det klart, at Vækstfonden er et af de initiativer, som er rigtig vellykket. Vækstfonden er lykkedes med at kanalisere kritisk vækstkapital til en del af vores økonomi, som for alvor kan bidrage til vækst i arbejdspladser og værdiskabelse. Samtidigt har man opbygget en organisation, som i den grad er professionel. Jeg mener, vi som samfund, skal sikre nogle rammer, der gør det muligt at skaffe risiko villig kapital til de mange gode professionelle initiativer, der faktisk findes i Danmark. Nu får jeg så chancen for at bidrage aktivt til, at dette sker, og det glæder jeg mig meget til.”

Udnævnelsen af Claus Gregersen er trådt i kraft pr. 1. februar 2018.

Læs mere på Erhvervsministeriets hjemmeside

Peter Bruun

Peter Bruun
Chef for kommunikation og CSR

T +45 35 29 86 31
M +45 40 81 35 46
pbr@vf.dk