Accelerace rejser millioninvestering til skalering af iværksættere på verdensplan


11-01-2018 /
Færchfonden, Vækstfonden og Symbion investerer tilsammen 10,5 millioner kroner i forretningsudviklings-programmet Accelerace. Med investeringen får endnu flere danske og internationale eliteiværksættere styrket deres vækstmuligheder gennem et internationalt netværk til investorer, rådgivning fra serieiværksættere og industrieksperter samt adgang til viden og et udbygget netværk hos større virksomheder.
Hver uge tager ca. 100 passionerede iværksættere springet som selvstændig i Danmark. Men mange af virksomhederne må modvilligt dreje nøglen om efter få år på markedet. Forretningsudviklingsprogrammet Accelerace vil det anderledes. Siden 2008 har Accelerace rådgivet og professionaliseret over 800 start-up virksomheder med visionære og fremsynede teknologier til at undgå de største faldgruber. 88% af virksomhederne er stadig på markedet i dag og rejser ofte investeringer under eller kortvarigt efter det 6-8 måneder lange træningsprogram.

Med en kapitalindsprøjtning på 10,5 millioner kroner fra Færchfonden, Vækstfonden og Symbion øjner Accelerace nu muligheder internationalt, som kommer morgendagens elite-iværksættere til gode, bl.a. med bedre adgang til investeringer, værdifuld viden og netværk med større, etablerede virksomheder, og der er også nye industrispecifikke accelerator-programmer i sigte.

Martin Vang Hansen, CEO hos Færchfonden og ny bestyrelsesformand hos Accelerace fortæller:
’Færchfonden har i mange år investeret i udviklingen af iværksættere, og vi har i den sammenhæng haft et succesfuldt samarbejde med Accelerace. Investeringen i Accelerace er derfor et naturligt næste skridt for os, specielt da det er lykkedes at få en stærk partner som Vækstfonden med som medejer af selskabet. Vi forventer, at Accelerace kommer til at spille en central rolle for iværksættere og vækstvirksomheder i det nordvestjyske, og vores målsætning er, at investering på sigt vil være med til at skabe flere arbejdspladser i det nordvestjyske.’

Internationalt udsyn

Som del af det nationale vækstinitiativ Scale-up Denmark træner Accelerace ca. 80 nøje udvalgte højvækst-startups årligt inden for tech, fødevareteknologier, cleantech samt biotek- og life science.

Mikkel Hesselgren, fund of funds direktør i Vækstfonden, siger:
”Accelerace arbejder helt tæt og konkret med de enkelte iværksætteres ledelses- og forretningsmæssige udfordringer. Det sker på et højt internationalt niveau og med et stort personligt engagement, og vores oplevelse er, at netop de egenskaber er stærkt efterspurgte hos de mest ambitiøse iværksættere. Vi har et behov for at få styrket broen mellem de nystartede virksomheder og det private marked for kapital, og her leverer Accelerace et vigtigt bidrag ved at ruste virksomhederne til den vækst, der gør dem til attraktive investeringsemner.”

Jørgen Bardenfleth, der er bestyrelsesformand i Symbion og har været bestyrelsesformand i Accelerace siden starten og nu fortsætter som bestyrelsesmedlem, siger:
”Accelerace har siden 2008 arbejdet hårdt og målrettet for et stærkt økosystem for start-ups og visionære iværksættere, med rådgivning fra industrieksperter, og bro imellem elite-iværksættere og visionære virksomheder. Den nye ejerstruktur med Færchfonden og Vækstfonden som hovedaktionærer og med Symbion som medejer, vil give startups i Accelerace de bedste muligheder for at internationalisere og professionalisere deres virksomheder og få adgang til de bedste danske og internationale investeringsfonde.”

Machine learning og artificial Intelligence skal spotte vinderne
Accelerace vandt i oktober 2017 prisen for bedste nordiske accelerator-program til iværksætterprisuddelingen Nordic Startup Awards for arbejdet med at skalere start-ups, de strategiske samarbejder med større virksomheder såsom Arla Foods, Foss, Elia, Enel og Novo Nordisk Fonden, samt ambitionerne for at bygge et nordisk start-up økosystem.

Som et nyt tiltag har Accelerace udviklet en digital metode, der gør brug af artificial intelligence og machine learning og er baseret på acceleratorens data siden 2008, hvor Accelerace blev grundlagt. Den digitale metode skal forudsige, hvilke start-ups som har de største chancer for at blive succesfulde og rejse finansiering hurtigt og effektivt.

Læs mere på www.faerchfonden.dk, www.vf.dk, www.symbion.dk og www.accelerace.io

Se historien om det nye Accelerace 2.0, og hør hvad programmets start-ups har oplevet på youtube
Pressekontakter
Martin Vang Hansen, CEO hos Færchfonden og bestyrelsesformand i Accelerace, telefon: 4080 4872 , e-mail: mvh@faerch.dk

Mikkel Hesselgren fund of funds direktør i Vækstfonden, telefon: 2346 3054, e-mail: mhe@vf.dk

Jørgen Bardenfleth, Bestyrelsesformand hos Symbion og bestyrelsesmedlem hos Accelerace, telefon: 2027 0707, e-mail: joergen@bardenfleth.dk

Kilde omkring tekstens statistik om nye iværksættervirksomheder i Danmark  
Om Accelerace
Accelerace er en af verdens top 10 seed acceleratorer. Siden 2008 har Accelerace spottet, trænet og investeret i mere end 500 af de mest lovende danske og internationale iværksættere og vækstvirksomheder. 88% af virksomhederne er stadig på markedet i dag. Som del af det nationale Scale-Up Denmark initiativ skalerer Accelerace startups inden for teknologi, fødevarer, cleantech, life science og velfærdsinnovationer gennem hjælp fra erfarne serieiværksættere, camps og netværk. Accelerace har til dags dato investeret mere end 260 millioner DKK i lovende startups, der har været igennem et Accelerace-program, og har indgået corporate partnerskaber med bl.a. Novo Nordisk Fonden, Arla, Foss, NRGi, Nordea, Business Lolland-Falster, Elia & Enel. Accelerace administrerer også det nordiske NOME (Nordic Mentor Network for Entrepreneurship) mentornetværk for life science-virksomheder. I 2017 er Accelerace kåret som bedste acceleratorprogram i Norden af Nordic Startup Awards. Få mere information på www.accelerace.dk samt www.nome.nu eller via e-mail: info@accelerace.dk

Om Færchfonden
Færchfonden blev stiftet i 1984 af Kirsten og Jørgen Færch. Fonden understøtter foretagsomhed, vækst og lokal tiltrækningskraft i Nordvestjylland gennem udvikling af iværksætteri, erhverv, kultur, uddannelse mm. Færchfonden har bl.a. investeret i Nupark Innovation A/S i Holstebro, etableringen af innovationsmiljøet Borean Innovation A/S og har senest investeret ind i Den Sociale Kapitalfond Invest K/S. Læs mere på www.faerchfonden.dk

Om Vækstfonden
Vækstfonden er statens finansieringsfond med en vision om at yde et markant bidrag til innovation og vækst i danske virksomheder. Vækstfonden medfinansierer lønsom og risikobetonet vækst i små og mellemstore virksomheder ved at 1) sætte ind, hvor det finansielle marked tøver, 2) fokusere på innovation, iværksætteri og forretningsudvikling, 3) investere i fonde og virksomheder, yde lån og stille kautioner og 4) samarbejde med private, hvor det er muligt. I 2016 medvirkede Vækstfonden til at finansiere 810 virksomheder for et samlet beløb på mere end 2,4 mia. kr. og fik for tredje år i træk et trecifret millionoverskud. Læs mere på www.vf.dk

Om Symbion
Symbion er Danmarks største kontorfællesskab med mere end 30 års erfaring i at skabe de bedste rammer for såvel spæde startups som for mere etablerede iværksætter- og vækstvirksomheder. Symbion accelererer vækst gennem målrettet viden, netværk og læring, og derudover tilbyder Symbion rådgivning og adgang til et unikt community, som foruden Symbion tæller Creators Floor, som er placeret på CBS og Univate, som er placeret på Københavns Universitet. Læs mere på www.symbion.dk

Kontakt Vækstfonden

Mikkel Hesselgren

Mikkel Hesselgren
Fund of funds direktør

M +45 23 46 30 54
mhe@vf.dk