Dansk teknologi på vej mod USA med kapital fra Vækstfonden


29-12-2017 /
Der er fart på hos den aarhusianske softwarevirksomhed FirstAgenda, der netop har landet både en ny samarbejdsaftale med it-giganten Microsoft og en kapitalindsprøjtning på 18 mio. kr. fra Vækstfonden. Dermed er virksomheden for alvor klar til at tænke internationalt og planlægger at etablere sig i USA inden for de kommende måneder.
Hver dag går store mængder viden fra møder tabt. Enten fordi, den ikke bliver noteret ned, eller fordi, noterne fra mødet aldrig bliver delt med de relevante personer. Den udfordring har aarhusianske FirstAgenda sat sig for at løse med sin telefon-app Assistant, der ved hjælp af lydoptagelser kan autogenerere mødereferater samt notere og uddelegere opgaver og beslutninger til de rette medarbejdere. 

”Vores mål med Assistant var at udvikle et alternativ til det traditionelle mødereferat for at kunne fastholde viden på et automatiseret niveau gennem brug af machine learning og talegenkendelse,” fortæller Kasper Lyhr, adm. direktør i FirstAgenda, og tilføjer, at over 50 pct. af alle møder er uproduktive ifølge en undersøgelse fra Harvard Business School. Så der er stort potentiale i teknologier, der kan bidrage til at højne kvaliteten og fastholde viden fra de millioner af møder, der finder sted verden over hver eneste dag. 

Referat-teknologien blev lanceret i august 2017, og siden har Assistant fået flere end 12.000 kontraktuelle brugere i Danmark. I december 2017 landede FirstAgenda så en samarbejdsaftale med it-giganten Microsoft, og virksomheden gør nu klar til international ekspansion i 2018. 

”Vi er meget glade for, at det er lykkedes at indgå en samarbejdsaftale med Microsoft, som bl.a. betyder, at vi i det kommende år tager hul på en fælles global marketingindsats. Assistant er allerede dybt integreret med Microsoft Office365, hvilket letter en lang række arbejdsgange for brugeren, fx ved at referater kan kobles direkte op på møder i Outlook-kalenderen, hvor app’en får adgang til information om bl.a. mødedeltagere. Samarbejdet giver på den måde rigtig god mening for begge parter,” siger Kasper Lyhr. 

Kapital fra Vækstfonden 
Kapitalen til FirstAgendas kommende vækst kommer bl.a. fra Vækstfonden, der netop har investeret 18 mio. kr. i virksomheden. Her ser Erik Balck Sørensen, investment director i Vækstfondens afdeling for direkte investeringer, VF Venture, frem til at følge FirstAgendas vækst, både i og uden for Danmark.

”FirstAgenda har formået at være et skridt foran markedet og har udviklet en teknologi, der kan vise sig at være begyndelsen på en helt ny adfærd omkring det at holde møder. Gennem brug af machine learning åbner de op for et enormt effektiviseringspotentiale og løser en daglig udfordring, som medarbejdere i mange lande genkender. Der er således store internationale muligheder, og de første spadestik på det amerikanske marked er allerede taget,” siger Erik Balck Sørensen. 

De store forventninger er også at finde hos direktør Kasper Lyhr, der ser frem til et begivenhedsrigt 2018. 

”Vi har i FirstAgenda udviklet Assistant for egne midler og bootstrappet produktet til det niveau, hvor vi er nu. Med kapitalen fra Vækstfonden får vi nu mulighed for at satse massivt på produktet gennem bl.a. aggressiv markedsføring og yderligere produktudvikling. Vores primære fokusområder bliver kundetilegnelse og internationalisering, og med samarbejdsaftalen med Microsoft i hus, planlægger vi allerede i første kvartal af 2018 at etablere os fysisk på det amerikanske marked,” siger Kasper Lyhr.

For yderligere informationer, kontakt:
  • Kasper Lyhr, adm. direktør i First Agenda, på telefon 5388 4454 eller e-mail kly@firstagenda.com 
  • Nathali Selmeczi Leth, seniorkommunikationsrådgiver i Vækstfonden, telefon 2860 0113 eller e-mail nsl@vf.dk

Om FirstAgenda
FirstAgenda er en aarhusiansk softwarevirksomhed, der blev stiftet i 2015. Virksomheden beskæftiger 25 medarbejdere og udvikler teknologiske løsninger, der effektiviserer møder. Virksomheden har udviklet produkterne Prepare og Assistant. Prepare er et forberedelsesværktøj til dokumenttunge møder såsom bestyrelsesmøder, byrådsmøder og lign. Assistant er det seneste skud på produktstammen og blev lanceret i august 2017. Assistant er en møde-app, der automatiserer mødereferater ved hjælp af talegenkendelse og machine learning.

Tidligere på året vandt FirstAgenda Danske Bank-specialprisen ved It-forums årskonference, ligesom virksomheden var blandt tre finalister i startup-kategorien, da EY kårede landets bedste iværksættere ved EY Entrepreneur og the Year 2017.

Læs mere om FirstAgenda

vgfc

Nathali Selmeczi Leth
Seniorkommunikationsrådgiver

T +45 35 29 86 55
M +45 28 60 01 13
nsl@vf.dk