Vækstfonden investerer i førende teknologifond


27-11-2017 /
Den europæiske venturefond Balderton Capital har netop lanceret sin sjette fond, der har nået en størrelse på 375 mio. dollars. Blandt investorerne er Vækstfonden, der med investeringen forventer at bidrage til at tiltrække yderligere udenlandsk kapital til danske iværksættervirksomheder.
Balderton Capital er blandt Europas største early stage-venturefonde med fokus på serie A-runder til unge teknologivirksomheder. Fonden, der har base i London, investerer på tværs af Europa og har i dag bl.a. den dansk-stiftede vin-app Vivino i porteføljen. 

Vækstfonden er sammen med Dansk Vækstkapital II blandt investorerne i Balderton Capitals sjette fond, der samlet er på 375 mio. dollars. Investeringsdirektør i Vækstfonden, Rolf Kjærgaard, forventer, at den nye fonds kapital, kompetencer og netværk vil komme bl.a. danske teknologivirksomheder til gode. 

”Balderton Capital er en af de førende europæiske venturefonde med fokus på unge teknologivirksomheder, og fonden har historisk lavet flere investeringer i Danmark, herunder i Vivino. Vi forventer, at Balderton Capital også med den nye fond vil have et dedikeret fokus og en stadigt stigende aktivitet i det danske marked, hvor vi ser en spændende udvikling blandt tech-iværksætterne,” siger Rolf Kjærgaard. 

Danske Labster er første investering
Den danske vinkel er allerede synlig i Balderton Capitals nye fond. Fondens første investering er nemlig sket i den internationalt anderkendte danske teknologivirksomhed Labster, som har udviklet et online læringsprogram, hvor studerende kan arbejde med forsøg og forskning i et virtuelt laboratorium. Labster er i øvrigt en virksomhed, som Vækstfonden kender ganske godt, da virksomheden tidligere har fået et Vækstlån til iværksættere. 

”Balderton ser en attraktiv markedsmulighed i Europa, herunder også i Danmark, og teamet har, ud over ønsket om at levere attraktive afkast, en interesse i at skabe økonomisk og teknologisk fremdrift i vores geografiske område. I Vækstfonden ser vi Balderton Capital som en værdifuld partner med et dygtigt team, og vi ser frem til at se følge de lovende virksomheder, der får gavn af fondens aktiviteter,” siger Rolf Kjærgaard.

Med den nye fond har Balderton samlet rejst 2,6 mia. dollars.

Læs hele pressemeddelelsen

vgfc

Nathali Selmeczi Leth
Seniorkommunikationsrådgiver

T +45 35 29 86 55
M +45 28 60 01 13
nsl@vf.dk