Nyt initiativ: Vækstfonden kommer endnu tættere på virksomheder i Region Syddanmark


01-12-2017 /
Vejen til finansiering skal være endnu kortere for syddanske vækstvirksomheder. Derfor har Vækstfonden sammen med Væksthus Syddanmark, Udvikling Fyn og Invest In Odense samlet sig under samme tag i initiativet Syddansk VækstFinansiering i Odense. Vækstfondens tilknytter to af sine erhvervskundechefer til stedet.

Syddansk VækstFinansiering er navnet på et nyt samlingspunkt for rådgivning om finansiering og kapitalfremskaffelse generelt. Bag initiativet står Vækstfonden, Udvikling Fyn, Invest in Odense og Væksthus Syddanmark, der også lægger hus til det nye initiativ i sine lokaler i Forskerparken i Odense.

”Det skal være nemt for virksomheder, der står over for investeringer i vækst og udvikling, at finde den rette finansiering. Gennem Syddansk VækstFinansiering får vi styrket nærheden til de øvrige aktører og kommer samtidig endnu tættere på markedet. Det nye initiativ skal fungere som én indgang til mange kapitaludbydere og give virksomhederne en følelse af effektivt at kunne finde den rette finansiering til vækst – hvad end du er etableret virksomhed eller helt nystartet,” siger Henrik Holst Elstrøm, erhvervskundedirektør i Vækstfondens afdeling i Vojens.

Foruden de fire initiativtagere vil aktører som EFK, Innovationsfonden og Det Syddanske EU-Kontor også blive tilkoblet det nye finansielle samlingssted.

Fast plads i Odense

Vækstfonden har i forvejen en kontorplads hos Væksthus Syddanmark i Odense, hvor virksomheder en gang om ugen kan møde erhvervskundechef Torben Mejdahl til sparring om finansiering. Med Syddansk Vækstfinansiering udvider fonden bemandingen og tilknytter nu også erhvervskundechef Claus Albjerg til stedet.

”Claus og Torben har begge solid erfaring fra den finansielle sektor, bl.a. fra Jyske Bank i Odense og FIH Bank i Fredericia, Sydbank i Svendborg og Arbejdernes Landsbank i Nyborg. De har således et indgående kendskab til erhvervslivet i Region Syddanmark, især på Fyn. Samtidig har Claus specialiseret sig i finansiering af iværksættere, mens Torben har lang erfaring med vækstfinansiering i etablerede virksomheder. På den måde kan vi tilbyde skræddersyet sparring til virksomheder inden for alle brancher,” forklarer Henrik Holst Elstrøm.

Torben Mejdahl og Claus Albjerg er formelt set tilknyttet Vækstfondens kontor i Vojens, der tæller 19 medarbejdere og som varetager Vækstfondens aktiviteter i hele Region Syddanmark samt dele af Midtjylland.

I forlængelse af aftalen om Syddansk VækstFinansiering vil Vækstfonden også benytte sig af en fast kontorplads i Væksthus Syddanmarks lokaler i Esbjerg for på den måde at komme endnu tættere på sydvestdanske virksomheder også. Her kan virksomheder inden længe møde Henrik Godtfredsen, der netop er tiltrådt som erhvervskundechef i Vækstfonden med fokus på Esbjerg-området. 

Syddansk VækstFinansiering åbner officielt den 1. december 2017. Kom forbi, eller book et møde allerede nu ved at skrive til Claus på cta@vf.dk (iværksætter) eller Torben på tme@vf.dk (etableret virksomhed).

For yderligere informationer, kontakt:
Henrik Holst Elstrøm, erhvervskundedirektør i Vækstfonden, 23251093 / hhe@vf.dk

Om Syddansk VækstFinansiering
Syddansk VækstFinansiering samler finansielle erhvervsfremmeaktører og kapitaludbydere for at gøre det nemmere for vækstvirksomheder at finde vej til kapital. Bag det nye netværk, som starter 1. december 2017, står Væksthus Syddanmark, Vækstfonden, Udvikling Fyn og Invest in Odense. Læs mere på startvaekst.dk.

Adresse: 
Syddansk VækstFinansiering
c/o Væksthus Syddanmark
Forskerparken 10
5230 Odense M