Til forsiden

Vækstfondens nyheder

Virksomheder bruger Vækstkaution som aldrig før

17-04-2012 Pressemeddelelse

378 virksomheder fik Vækstkaution for et samlet lånebeløb på 1,3 mia. kr. i 2011. Det er langt flere end tidligere og det største beløb i Vækstfondens historie. Den stigende interesse for Vækstkautioner fortsætter ind i 2012, hvor antallet af ansøgninger er 50 pct. højere end i samme periode sidste år.

 

”Vi har i 2011 ydet flere Vækstkautioner for et samlet set større lånebeløb end nogensinde før. Det er opmuntrende i en tid, hvor mange virksomheder har svært ved at skaffe finansiering. Stigningen er ikke mindst drevet af, at vi har fået udvidet vores muligheder for også at stille kautioner for fx garantier og leasing. Men den er også et resultat af, at pengeinstitutterne har arbejdet målrettet for at indarbejde kautionerne i långivningen til kunderne,” siger vicedirektør i Vækstfonden, Rolf Kjærgaard.


Bedre adgang til lånefinansiering i 2011
I juni 2011 fik Vækstfonden udviddet sit mandat og fik mulighed for at kautionere for lån på op til 25 mio. kr., hvor grænsen før lå på 10 mio. kr. Samtidig blev grænsen for antal ansatte i de virksomheder, der kan anvende Vækstkaution, forhøjet fra 100 til 250. Det blev også muligt for Vækstfonden at kautionere for leasing, factoring og garantier, hvor Vækstfonden hidtil kun kunne stille kaution for lån og kreditter over for penge- og realkreditinstitutter.

”De udvidede rammer gør, at vi kan sikre, at endnu flere små og mellemstore virksomheder får adgang til finansiering. Fleksibiliteten til at stille kautioner for forskellige typer af finansering betyder også, at vi kan finansiere mange flere virksomheder med forskellige behov. Fx kan vi nu kautionere for garantier til stor gavn for bl.a. byggevirksomheder,” siger Rolf Kjærgaard. 

En bredere palet af brancher har altså fået bedre adgang til Vækstkaution. Tal fra 2011 viser, at alle brancher trak på Vækstkautionerne. Landbruget fyldte mere end nogensinde og stod for 25 pct. af det samlede kautionsbeløb, mens virksomheder i servicebrancher stod for den største andel. I løbet af året har også byggeriet vundet større indpas i Vækstfondens portefølje. 


Udviklingen fortsætter ind i 2012
I første kvartal i 2012 har Vækstfonden modtaget historisk mange ansøgninger. Her har 179 virksomheder søgt Vækstkaution. Til sammenligning var tallet 114 i første kvartal 2011 og blot 75 i første kvartal 2010. Og målt i beløb ligger efterspørgslen i første kvartal 2012 på næsten 800 mio. kr., hvilket er mere end dobbelt så meget som på samme tid sidste år.

”Stigningen i efterspørgslen vidner om, at pengeinstitutterne gerne vil være med til at finansiere endnu flere virksomheder, som ikke kan stille tilstrækkelig sikkerhed, hvis blot de får mulighed for at dele risikoen med Vækstfonden. For virksomhederne betyder det, at de får adgang til ny finansiering og kan investere og sætte nye initiativer i gang, der gavner væksten i Danmark,” siger Rolf Kjærgaard.  


AKTUEL CASE: Autolog Systems fik Vækstkaution
Autolog Systems, en dansk it-virksomhed, fik Vækstkaution for et lån i Nordea og kunne realisere deres planer om at ekspandere forretningen, ansætte flere medarbejdere og udvide til Norge og Sverige.

”Vi havde brug for kapital til at føre vores vækstplaner ud i livet, men ingen af os kunne stille tilstrækkelig sikkerhed, fx i vores huse eller biler, til at låne de penge i banken, vi havde brug for. Derfor blev det en vækstkaution fra Vækstfonden, der fik vores finansiering til at falde på plads,” siger adm. direktør, Robert Holm.     

”Autolog Systems er et rigtig godt eksempel på en interessant virksomhed med et spændende produkt, som har fået godt fat i markedet og kunderne, og som har en fornuftig vækstplan, der rækker fremad. Deres udfordring har været, at de ikke kunne stille tilstrækkelig sikkerhed for at få et nyt lån i banken til at gennemføre vækstplanen. Dermed ligger Autolog Systems lige i målgruppen for vores kautioner, hvor den supplerende sikkerhed fra Vækstkaution netop er det element, der får finansieringen til at falde på plads,” siger Rolf Kjærgaard, vicedirektør i Vækstfonden.


Fakta om finansiering med Vækstkaution

  • Vækstkaution dækker finansiering på op til 25 mio. kr. i form af bank- og realkreditlån, leasing, factoring og garantier.
  • Kautionen dækker op til 75 pct. af tab efter sikkerheder og øvrige kautioner.
  • Løbetid på op til 10 år.
  • Stiftelsespræmie på 2 pct. af garantibeløbet.
  • Årlig kautionspræmie på 1,25 pct. af garantibeløbet.
  • Kautionen nedskrives årligt.
  • Udbetaling af kautionen til penge- eller realkreditinstituttet kan ske, når lånet er misligholdt.

Lån med Vækstkaution kan ydes til virksomheder

  • som har op til 250 ansatte.
  • som har en omsætning på under 372 mio. kr. eller en balance på ikke over 320 mio. kr.
  • som er uafhængige af større virksomheder.

Kontakt Vækstfonden


Rolf Kjærgaard - Vicedirektør med ansvar for låne- og kautionsaktiviteter
+45 35 29 86 93
+45 40 81 09 96
rk@vf.dk
Peter Bruun - Kommunikationschef
+45 35 29 86 31
+45 40 81 35 46
pbr@vf.dk