
AppliedMicro køber danske TPACK for USD 32 mio.
23-08-2010 Pressemeddelelse
Danske TPACK med 37 medarbejdere er netop blevet solgt til amerikanske AppliedMicro for USD 32 mio. Alle TPACKs danske aktiviteter fortsætter som hidtil. Vækstfonden har været investor i TPACK siden 2002 via sit medejerskab af InnFond
Applied Micro Circuits Corporation (AppliedMicro – Nasdaq: AMCC) har indgået en aftale om at købe danske TPACK for USD 32 mio. samt op til USD 5 mio. i earn out, som hovedsageligt er afhængigt af TPACKs omsætning og produktudvikling i løbet af de næste 18 måneder. TPACK har udviklet en teknologi, der sikrer effektiv transmission af data over telenet, og er i dag førende inden for såkaldte mapping- og switching-løsninger til teleselskaber og netværksleverandører. Opkøbet giver AppliedMicro mulighed for at ekspandere på markederne for Optical Transport Network (OTN), som er kommunikation via lyslederkabler, og carrier ethernet. Begge markeder er i kraftig vækst.
”Markedet for OTN vokser fantastisk hurtigt, men leverandørerne har deres egne proprietære systemer, som gør det ekstremt vanskeligt at tilbyde en samlet løsning, der opfylder kravene fra alle leverandører,” siger Paramesh Gopi, president og CEO i AppliedMicro. ”TPACK sætter os i stand til at opfylde de forskellige krav i én og samme løsning og samtidig levere høj ydelse til kunderne. Vi er overbeviste om, at TPACKs team af ingeniører vil give AppliedMicro bedre mulighed for at servicere større dele af markedet og udvikle vores forretning.”
TPACK blev grundlagt i 2001 og har i dag 37 ansatte, hvoraf 28 er designingeniører. Virksomheden har udviklet en lang række innovative produkter og har haft solid finansiel vækst gennem årene. Som datterselskab af AppliedMicro vil TPACK fortsætte sine aktiviteter i København.
”AppliedMicro deler vores vision om, hvordan man skal opfylde fremtidens behov for standarder på markedet for OTN. Sammen bliver vi de første på markedet, som giver OEM-leverandørerne mulighed for at gå fra specialløsninger til produktion i stor skala på én samlet hardware- og softwarearkitektur,” siger Colin L. M. Macnab, CEO i TPACK.
I forbindelse med opkøbet træder de hidtidige investorer Novi A/S, Slottsbacken og Vækstfonden ud af ejerkredsen. Vækstfonden har investeret i TPACK gennem venturefonden InnFond P/S og via forretningsområdet Vækstkapital.
”TPACK er endnu et godt bevis på, at danske kompetencer og virksomheder er attraktive for internationale koncerner. At virksomheden nu bliver et fuldt ejet datterselskab af AppliedMicro, sikrer, at de danske løsninger bliver udbredt i hele verden. Med et stærkt moderselskab i ryggen får TPACK samtidig helt nye udviklingsmuligheder både her til lands og internationalt,” siger Ulrik Jørring, vicedirektør og investeringsansvarlig i Vækstfonden.
Læs hele AppliedMicros pressemeddelelse her
Læs mere om TPACK på www.tpack.dk
For yderligere information, kontakt
- Colin L. M. Macnab, CEO i TPACK; tlf.: 88 70 19 70; colin.macnab@tpack.com
- Ulrik Jørring, vicedirektør i Vækstfonden; tlf.: 35 29 86 67; mobil: 40 80 48 74; ulj@vf.dk
- Peter Bruun, kommunikationsrådgiver i Vækstfonden; tlf.: 40 81 35 46; pbr@vf.dk