Til forsiden

Vækstfondens nyheder

Ny fond på 435 mio. kr. med kapital fra erhvervspakken

03-02-2010 Pressemeddelelse

Med midler fra erhvervspakken er SEED Capital Denmark II netop blevet etableret med en samlet kapital på 435 mio. kr. ATP er den største private investor. Den nye fond skal investere i nye virksomheder inden for biotek/medico, it og miljøteknologi.

Den første af de fire fonde, som i december 2009 fik tilsagn om kapital fra erhvervspakken, er nu blevet etableret. Fonden – SEED Capital Denmark II K/S – er i første omgang etableret med 435 mio. kr. under forvaltning, og målsætningen er at nå 750 mio. kr. i løbet af 2010. Venturefondens fokus er nye virksomheder inden for biotek/medico, it og miljøteknologi. Fonden vil årligt kunne foretage investeringer i op til fire nye vækstvirksomheder allerede fra i år.

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen hilser den nye fond velkommen:

”Jeg er glad for, at den nye fond er kommet så hurtigt op at stå. Da vi lancerede erhvervspakken i september måned sidste år, var intentionen netop at bidrage til at skabe kapital til investeringer i små og mellemstore virksomheder med vækstpotentiale. Fonden er et rigtigt godt eksempel på det partnerskab mellem offentlig og privat kapital, som regeringen lægger stor vægt på, og som er et centralt element i erhvervspakken. Jeg er også glad for, at fonden har valgt at fokusere sine investeringer inden for områder som biotek, medico, IT og miljøteknologi. Det er områder, hvor Danmark har klare spidskompetencer, og hvor der ligger et stort potentiale for fremtidig eksportsucces.”

For at få tilført kapital fra erhvervspakken skulle der rejses private midler til fonden på samme vilkår og af mindst samme størrelse som det statslige kapitalindskud. Den nye fonds største private investor er ATP. I første runde har SEED Capital Denmark II fået tilsagn om 148 mio. kr. fra staten. De statslige midler administreres af Vækstfonden.

”Det er meget glædeligt, at SEED Capital Denmark så hurtigt har skaffet kapital til en ny fond. Dermed kan de nu fortsætte arbejdet med at etablere nye vækstvirksomheder i Danmark,” siger Christian Motzfeldt, direktør i Vækstfonden.

Erhvervspakken indeholder i alt 500 mio. kr. til etablering af nye fonde. Foruden SEED Capital Denmark II K/S har fondene Bifrost Ventures Fund I K/S, Inventure Cleantech Fund I K/S og IVS Fund III K/S også fået tilsagn om kapital. Skulle det ikke lykkes forvalterne af fondene at sikre nok privat kapital, vil Vækstfondens bestyrelse træffe beslutning om omfordeling af midlerne, kortfristet udskydelse af deadline eller en eventuel ny fordelingsproces.


For yderligere informationer, kontakt:

  • Christian Motzfeldt, direktør i Vækstfonden, telefon 35 29 86 70, mobil 40 80 48 60, mail cm@vf.dk
  • Ulla Brockenhuus-Schack, managing partner, SEED Capital, telefon 20 82 83 74