
Boom i vækstkautioner
21-12-2009 Pressemeddelelse
Siden erhvervspakken blev vedtaget sidst i oktober har interessen for de såkaldte Vækstkautioner, hvor Vækstfonden kautionerer for virksomhedernes lån i pengeinstitutterne, været stor. 12 virksomheder har allerede fået kautioner til nye lån, og yderligere 15 virksomheder har fået tilsagn fra Vækstfonden og venter blot på, at banken udbetaler lånet
Den nye erhvervspakke medførte en kraftig forøgelse af midlerne til de såkaldte Vækstkautioner, som administreres af Vækstfonden. Med Vækstkaution kan Vækstfonden kautionere for 75 pct. af en virksomheds lån til forretningsudvikling og udvidet drift. Det er virksomhedens eget pengeinstitut, som yder lånet. Vækstkaution kan dække lån på op til 10 mio. kr.
”Vi har mærket en meget stor interesse for de nye Vækstkautioner. I øjeblikket får vi op mod 30 henvendelser om dagen fra interesserede virksomheder, deres rådgivere og pengeinstitutter, som vil høre nærmere om de nye muligheder,” fortæller Rolf Kjærgaard, vicedirektør i Vækstfonden med ansvar for Vækstkaution.
”12 virksomheder har i løbet af den seneste halvanden måned fået kautioner for nye lån, og yderligere 15 har fået et tlsagn fra os, så de nu kun venter på, at pengeinstituttet udbetaler lånet. Med det aktivitetsniveau er vi godt i gang med at udmønte Erhvervspakken. Og det viser med al tydelighed, at pakken har ramt et behov hos virksomhederne.”
Vækstfonden kan give Vækstkaution til virksomheder med op til 100 ansatte. De udstedte Vækstkautioner fordeler sig jævnt over hele landet.
Dansk Vindmølle Service fra Nykøbing Falster er en af de virksomheder, som har fået gavn af den nye erhvervspakke. Virksomhedens ejer skulle bruge kapital til at købe sin tidligere partner ud. Samtidig var der behov for at styrke uddannelse og markedsføring.
”Vi har arbejdet på at skaffe finansiering til et nyt uddannelsessystem, så vi kan opgradere vores nuværende medarbejdere og uddanne nye folk. Samtidig har vi et stort behov for at forbedre vores markedsføring. Med Vækstkaution i ryggen er det nu lykkedes at få det nødvendige lån i banken,” fortæller ejer og direktør Jimmy Thulin.
”Jeg forventer en vækst i omsætningen på 20-30 pct. i 2010. Et konservativt bud vil være, at vi skal ansætte 5 nye medarbejdere i 2010 for at kunne følge med efterspørgslen.”
Dansk Vindmølle Service blev grundlagt i 2003 og har i dag 15 ansatte og en årlig omsætning på 30 mio. kr. Virksomheden vedligeholder og reparerer vindmøller, og efterspørgslen er stor. Foruden det danske marked har virksomheden fået kontrakter i Colorado og Oregon i USA, i Tyskland og senest i Grækenland.
For yderligere informationer og kommentarer kontakt Jimmy Thulin, direktør og medejer af Dansk Vindmølle Service, telefon 54 85 85 10.
Om Vækstkaution
- Vækstkaution er rettet mod virksomheder i alle brancher med op til 100 ansatte
- Vækstfonden kautionerer for 75 pct. af lån op til 10 mio. kr.
- Lånet ydes af virksomhedens bank og skal gå til forretningsudvikling og drift relateret til det pågældende projekt
- Alle banker og virksomheder har mulighed for at søge om Vækstkaution
- Præmien på Vækstkaution er 2 pct. af garantibeløbet ved kautionens start og 1,25 pct. af kautionsbeløbet om året
- Se mere på www.vf.dk/Finansiering/Vaekstkaution
Kontakt Vækstfonden
 | Rolf Kjærgaard - Vicedirektør med ansvar for låne- og kautionsaktiviteter |
+45 35 29 86 93 +45 40 81 09 96 rk@vf.dk |