
Venturekapital:
Timing er nøglen til succes
26-03-2009 Pressemeddelelse
Vækstfonden har i temaanalysen ”Succes med venturekapital – fokus på nordiske exits” fundet en række fællesnævnere for de positive exits – altså de tilfælde, hvor investorerne har fået mere tilbage end de investerede – på det nordiske venturemarked. Analysen er udarbejdet på baggrund af data fra mere end 250 exits i det skandinaviske venturemarked siden 2000 – og konklusionen peger på timing og fokus som de vigtigste succesparametre.
En positiv exit er målet for enhver ventureinvestor. Det er eksamensdagen, hvor investeringen skal vise sit værd og kaste midler af sig, som kan skabe grundlag for nye investeringer. Men for at få succesen i hus, skal iværksættere og investorer fra første færd fokusere på målet.
”Vores seneste analyse viser, at den succesfulde exit kræver forberedelse, viden, timing og netværk – og held. Men behovet for held er meget mindre, hvis strategien er klar og valget af exitrute er truffet så tidligt i processen, som overhovedet muligt,” vurderer vicedirektør i Vækstfonden Rolf Kjærgaard.
Og det gælder både tidspunktet, hvor investeringen gerne skulle exittes – og om virksomheden skal sælges eller børsnoteres.
” For det første viser analysen, at det er en fordel at have indstillet sit fokus på en bestemt exitrute tidligt i virksomhedens udvikling, fordi en børsnotering og et industrielt salg kræver forskellige former for forberedelse – og er egnet til forskellige typer af virksomheder. For det andet viser data fra nordiske venturefinansierede exits, at exit med fordel kan times efter bestemte værdimæssige højdepunkter i virksomhedens udvikling,” forklarer Rolf Kjærgaard.
Mens virksomheden ligger i ventureinvestorernes portefølje, kan udviklingsprocessen inddeles i tre faser, som hver rummer et toppunkt, hvor den maskimale værdi opnås. Nemlig der hvor: konceptet valideres, hvor forretningen skaleres, og endeligt hvor virksomheden opnår betydende markedsandele. Efter hvert toppunkt dykker værdien normalt, hvis virksomheden kaster sig ud i at gennemføre den næste udviklingsfase og dermed påtager sig risikoen for ikke at nå frem til det næste udviklingsmæssige peak.
”Den rette timing handler om at sælge, når virksomhedens værdi topper. Og det nylige salg af bredbåndsselskabet Fullrate til TDC viser jo, at det godt kan lade sig gøre at få en god pris for en virksomhed selv i et presset marked,” påpeger Rolf Kjærgaard.
Analysen viser også, at salgsprisen for en virksomhed stiger op til fem gange, hvis der er amerikanske investorer med om bord.
Kontakt Vækstfonden
 | Rolf Kjærgaard - Vicedirektør |
+45 35 29 86 93 +45 40 81 09 96 rk@vf.dk |