
11 millioner venture-kroner til spil med kant
24-03-2009 Pressemeddelelse
Danske Playdead, der er ved at udvikle spillet Limbo, har modtaget en kapitalindsprøjtning fra CAT Science, FAHU og Vækstfonden på godt 11 millioner kroner. Pengene skal gå til at færdigudvikle og markedsføre spillet, der går i mod strømmen. Det er både todimensionalt og i sort/hvid.
I indre København sidder teamet bag et af landets nyeste spilfirmaer, Playdead, og føler, at de er gået den rigtige vej. Nemlig mod strømmen. De oprindelige stiftere, Arnt Jensen og Dino Patti og sidst tilkomne Kim Ritzau, er mændene bag firmaet, der sejler mod strømretningen, og leverer et spil i sort-hvid og to dimensioner: Nemlig spillet Limbo, som forventes udgivet primo 2010. Tilsammen har de mange års erfaring fra den etablerede spilbranche.
“For os er Limbo fremtidens spil, for jeg tror på, at man sagtens kan give spillerne store oplevelser for små budgetter. En af vores styrker er, at det er en lille produktion, for så er det langt nemmere at være kreativ. Rent teknisk har vi truffet nogle valg, der gør det utroligt nemt at prøve nye ideer af i spillet. Vi kan være mere spontant kreative, for gameplayet er det allervigtigste i et spil,” forklarer Arnt jensen.
Den tro findes også i Vækstfonden, der tror så meget på virksomheden, at de også gør op med tidens løsen om, at der er lukket for investorernes haner.
”Jeg tror, at teamet rammer noget rigtigt ved at gøre tingene anderledes. Limbo spillet skiller sig ud ved at være i sort/hvid med et unikt grafisk udtryk og nogle avancerede puzzles. Vores analyser af markedet viser, at der er en stor målgruppe for den slags spil. Vi er overbeviste om, at Limbos grafiske udtryk og gode historie vil give det en stor brugergruppe” siger partner i Vækstfondens team Vækstkapital, Søren Steen Rasmussen.
Og det er Vækstfonden ikke alene om. For et par år siden lagde Arnt Jensen, der i øvrigt også har modtaget flerårig kunststøtte, en lille teaser ud på nettet, der viser den lille hovedperson i Limbo. Indenfor 2 uger blev Limbo-videoen set af mere end 2 millioner mennesker.
”Det betød, at vi blev lagt ned af henvendelser fra de store spiludgivere. Men vi mener, at vi selv kan få en solid kommerciel succes ud af historien uden, at vi mister kontrollen over projektet. Vi vil gerne levere spil med kant, der rører brugerne – og som frem for alt holder sig til det væsentlige,” påpeger Dino Patti.
Også prisen bliver til at komme i nærheden af for langt de fleste.
”Vi satser på at sælge spillet for cirka 80-100 kroner, hvilket jo er langt under hvad de meget store produktioner koster. Det er meningen at folk skal kunne købe spillet for nogenlunde det samme som en tur i biografen koster – og så med mange flere timers underholdning,” understreger Kim Ritzau.
Hvis du er interesseret i at se den lille teaser, der slog benene væk under spilproducenter over den ganske verden så klik ind
herFrikøbte fotos finder du
herKontakt Vækstfonden
 | Søren Steen Rasmussen - Partner |
+45 35 29 86 39 +45 20 84 49 40 ssr@vf.dk |