Til forsiden

Mobilteknologi: Mere iværksætteri skal bane vejen for flere kassesucceser

21-10-2008 Pressemeddelelse

Nye måder at bruge verdens milliarder af mobiltelefoner skaber potentiale for nyt industrielt eventyr i Danmark. Ny analyse fra Vækstfonden peger på muligheder i milliardklassen. Men succes kræver, at flere tager springet fra tryg ansættelse til en tilværelse som iværksættere, at der er risikovillig kapital nok og forretningsidéer, der udnytter, at mobiltelefoner bliver mere og mere avancerede.

Hvert år bliver der solgt 1 milliard nye mobiltelefoner, som samtidig bliver mere og mere teknologisk avancerede. Læg dertil, at hastigheden i det mobile internet stiger og udbredelsen bliver større. Disse ingredienser tilsammen skaber rum for helt nye forretningsmodeller og aktører. Og ikke mindst perspektiver for venturefinansierede vækstkometer.

” Alt peger på, at der de kommende år vil opstå en række helt nye og spændende muligheder på markedet for mobilt indhold og applikationer, som er et marked med meget høje vækstrater. Som det ser ud nu, så går 95 procent af mobilforbruget til tale og sms. Men der er bevægelser mod en mere avanceret brug af mobiltelefoner, og her ligger der et helt nyt hav af forretningsmuligheder,” siger partner i Vækstfondens forretningsområde Vækstkapital, Søren Steen Rasmussen.

Historiske muligheder
Den danske mobilindustri har tidligere vist sit værd. GSM-nettet er baseret på dansk forskning, og de mange kompetencer, der er inden for mobilteknologi, betyder, at mange førende, udenlandske virksomheder har lagt deres udviklingsafdelinger i Danmark.

”At mange dygtige hoveder arbejder i store, globale udviklingsafdelinger er både en del af løsningen og problemet. For vi har en rigtig god base af meget dygtige industrielle kapaciteter, der godt ved, hvad kunderne vil have. Men mange foretrækker den sikre ansættelse i en udviklingsafdeling hos en global mobilproducent frem for at springe ud i den mere usikre tilværelse som iværksætter,” påpeger Søren Steen Rasmussen, der også peger på, at det ikke er gjort med at få idéer. Der skal også rejses mere venturekapital herhjemme og forskningsinstitutionerne skal lægge mere vægt på mobile applikationer såsom spil, tv, betalingssystemer eller noget helt fjerde.

”Får vi alt til at gå op i en højere enhed, så har vi mulighederne for at opbygge et industrielt eventyr, der kan skabe en omsætning, som er større end vindmølleeventyret og er på linje med det som Sverige og Finland har oplevet med Ericsson og Nokia. Men vi skal rykke nu. Ser vi på de seneste år, så har svenskerne og finnerne gennemsnitligt investeret fire-fem gange så meget i mobilteknologi, som vi har herhjemme, og investeringer er en forudsætning for vækst,” understreger Søren Steen Rasmussen.

Læs hele analysen her

Kontakt Vækstfonden


Søren Steen Rasmussen - Partner
+45 35 29 86 39
+45 20 84 49 40
ssr@vf.dk