Til forsiden

Figur til markedsanalyse

I 2007 investerede danske ventureselskaber for 2,2 milliarder kroner. Det er en nedgang på ti procent i forhold til året før.

Dansk venture i lidt lavere gear

10-09-2008 Pressemeddelelse

Vækstfondens årlige temperaturmåling af det danske venturemarked viser, at de danske ventureinvestorer i 2007 hev 2,2 milliarder kr. op af lommerne. Det er en nedgang på 10 procent i forhold til 2006. Den globale afmatning i økonomien har betydet færre, men større investeringer i nye danske virksomheder. Tallene i årets markedsanalyse viser også, at der er investeret større beløb i de tidligste faser.

Ikke overraskende viser Vækstfondens analyse af aktiviteten på det danske venturemarked i 2007, at farten er taget en smule af i forhold til året før. Danske ventureselskaber investerede 2,2 milliarder kr. i løbet af 2007, hvor tallet for 2006 lå på 2,5 milliarder kroner. Altså et fald på 10 procent. Et fald, der skyldes den uro, der nu i et års tid har hersket på de finansielle markeder.

"Det er som forudset, at det danske venturemarked i 2007 ikke når helt op på det niveau, som vi havde året før. Og vi kan se, at det er nyinvesteringerne, det er gået ud over. For ser man på en række af de andre parametre, vi måler på, så er aktiviteten faktisk steget en smule,” påpeger vicedirektør i Vækstfonden Rolf Kjærgaard.

Mere kapital til hver enkelt
Et af de steder, hvor der er sket en stigning er det beløb, som bliver investeret i de enkelte iværksættervirksomheder. For selvom antallet af investeringer er faldet, så er det beløb, som den enkelte nye virksomhed modtager steget. Her er tale om en stigning på godt 40 procent fra 8,7 millioner kr. til 12,2 millioner kr.

”Der færre nyinvesteringer betyder, at det er blevet sværere at komme igennem nåleøjet hos investorerne, men den ambitiøse, ihærdige og dygtige virksomhed, som slipper igennem, kan se frem til at få tanken fyldt godt op, og kan derfor holde en højere fart frem mod målstregen, end vi før har set. Og det er faktisk en rigtigt god nyhed. Al viden i venturemarkedet siger nemlig, at succesraten stiger med størrelsen af den enkelte investeringsrunde, fordi virksomhederne kan bruge tiden på at udvikle sig i stedet for på den evige kapitaljagt,” understreger Rolf Kjærgaard.

I 2007 er der også kommet en smule mere kapital under forvaltning af færre fonde.

"Vi bevæger os, om end med små skridt, i den rigtige retning. Vores analyser viser, at fondene skal have meget dybe lommer for at kunne understøtte globalt orienterede virksomheder i porteføljen bedst muligt. Sammenlignet med gennemsnittet for amerikanske fonde, som er på knap 1 milliard kr., er der fortsat et stykke vej op fra det gennemsnit på 500 millioner kr, som vi ser herhjemme,” siger Rolf Kjærgaard.

Analysen viser desuden, at investeringerne i de helt tidlige faser – seed – er i fremgang. Her er Vækstfonden i øvrigt den absolut mest aktive investor herhjemme og står – direkte og via fund of funds-investeringer – bag godt halvdelen af alle seed-investeringer. Og så er der mere buyout-kapital til rådighed end set før. Over 40 mia. kr. ligger der hos buyout-selskaberne, der er domineret af udenlandske virksomheder med kontor i Danmark.

Frikøbte fotos af Rolf Kjærgaard findes her

Se hele analysen her

Kontakt Vækstfonden


Rolf Kjærgaard - Vicedirektør
+45 35 29 86 93
+45 40 81 09 96
rk@vf.dk