
Uffe Arlø Theilade (Vækstfonden), Enrico Krog Iversen, Kristian Kassow og Esben Østergaard viser robotarmen fra Universal Robots. Frikøbte fotos kan downloades på www.klintfoto.dk/vaekstfonden38.htm
Fynske opfindere får ti mio. kr. til at sælge simpel robotarm
09-09-2008 Pressemeddelelse
Vækstfonden og Syddansk Innovation samt en nyansat direktør investerer ti millioner kroner i opfinderfirmaet Universal Robots. Firmaet er klar med en billig og fleksibel robotarm. Armen kan løse gentagne og ensidige arbejdsopgaver i industrivirksomheder, der er fanget i ”automationsfælden”, hvor de skal konkurrere med billig arbejdskraft i Fjernøsten.
Virksomheder, der hiver komponenter fra samlebånd ned i papkasser eller skubber metalskiver ind under en standsemaskine, får nu en hjælpende hånd – eller rettere en arm; en robotarm.
Den lille, fynske virksomhed Universal Robots får en gevaldig kapitalindsprøjtning på ti millioner kroner til at fremstille og sælge en hær af billige og simple robotarme til det danske og tyske marked for industrirobotter.
Vækstfonden investerer 7,85 millioner kroner, Syddansk Innovation møder med 1,9 millioner kroner, og den nyansatte direktør indskyder selv 250.000 kroner i Universal Robots, der blev stiftet af datalog Esben Østergaard og ingeniør Kristian Kassow i 2005 sammen med Syddansk Innovation i Odense. De har også været igennem et Springboard hos CONNECT Denmark.
Robotarmen afhjælper det, som branchen kalder ”automationsfælden”. Små og mellemstore industrivirksomheder i Vesten står i et dilemma: De har manuelle rutiner, men arbejdskraften er dyr, og det gør det svært at konkurrere med lande, hvor lønnen er lav. Løsningen kan være at købe en robot, men de er for dyre, for komplekse og for ufleksible – indtil nu.
EasyBot fra Universal Robots koster i størrelsesordenen 100.000 kroner. Det er væsentligt mindre end industrirobotter, som f.eks. står på bilfabrikker. EasyBot ”lærer” selv at udføre opgaven, ved at man fører armen rundt og viser opgaven. Den kræver ikke en kobling til et stort system og kan installeres af enhver. Endelig vejer den kun 18 kilo, så den kan løftes rundt i virksomheden og sættes ind på nogle minutter, hvor der er brug for den.
”Det er en innovativ løsning, der retter sig mod mindre virksomheder i stedet for udelukkende store industrikoncerner. Teknologien er blåstemplet af eksperter, og med en kompetent direktør i spidsen kan vi nå ud til kunderne,” siger investeringschef Uffe Arlø Theilade, Vækstfonden, der opdagede Universal Robots ved et tilfælde under et besøg i Odense.
Den ny direktør Enrico Krog Iversen har tidligere været salgsdirektør i SCAN A/S.
”Virksomheden har en ambitiøs og fokuseret strategi, som det bliver spændende at føre ud i livet. Vi satser i første omgang på det danske og tyske marked, som begge har en omfattende produktion af metaldele i mindre virksomheder”, siger Enrico Krog Iversen.
Stifterne havde ikke forestillet sig, at der skulle helt så meget kapital til for at komme i gang.
”Det handler for os om at få realiseret vores drøm, at se vores robot så mange steder i så mange situationer som muligt. Det har været guld værd at få kloge folk til at justere strategien og øge fokus på det forretningsmæssige,” siger Esben Østergaard, Universal Robots.
Fotos og flere oplysninger:
Frikøbte fotos til pressebrug: www.klintfoto.dk/vaekstfonden38.htm
Universal Robots, direktør Enrico Krog Iversen, 20 66 23 00, eki@universal-robots.com
Universal Robots, medstifter Esben Østergaard, 65 50 35 83 esben@universal-robots.com
Vækstfonden, investeringschef Uffe Arlø Theilade, 40 98 83 89, uat@vf.dk