
Venturefinansierede danske virksomheder er verdensmestre i at tiltrække udenlandsk kapital.
Venturekapital:
Danmark er magnet for udenlandsk kapital
22-09-2008 Pressemeddelelse
Vækstfondens seneste benchmark-analyse viser, at målt på en række sammenvejede faktorer, er det danske venturemarked nu det fjerdebedste i Europa. Schweiz har taget tredjepladsen. Alligevel er der grund til glæde. Danmark er det land i Europa, der i 2007 var relativt set er bedst til at tiltrække udenlandsk kapital. Og måler man på investeringer i danske vækstvirksomheder, så er investeringsniveauet højere end året før.
Tal fra Vækstfonden viser, at det danske venturemarked - til trods for den globale finanskrise - fortsat befinder sig i den europæiske top og i verdenseliten. Det skyldes blandt andet, at vi herhjemme har en lang række meget dygtige virksomheder, der er gode til at tiltrække kapital fra udenlandske investorer. Men når vi sammenvejer hele rækken af markedsindikatorer har Danmark måttet afgive sin europæiske tredjeplads til Schweiz, der sammen med Storbritannien og Sverige ligger foran os.
"Det er en god nyhed, at danske iværksættere er så dygtige, at udenlandske investorer har gjort Danmark til det land, der relativt set er bedst til at tiltrække kapital fra udlandet. Men udfordringen går stadig på at få mere kapital trukket ind i markedet, så vi kan styrke vores position på de internationale markeder " siger vicedirektør i Vækstfonden, Rolf Kjærgaard, og tilføjer:
”At Schweiz er rykket forbi, beror i det store hele på, at der er rejst meget kapital i landet. Ganske enkelt fordi det af skattetekniske årsager er smart at indregistrere en fond i alpelandet. Men vi kan også se på tallene, at det ikke betyder at schweiziske virksomheder modtager mere kapital.”
Hvis Danmark skal nå op øverst op på den europæiske skammel, så er der er en række milepæle, der skal nås.
"Først og fremmest skal vi have mere gang i vores exitmarked. Når først vi får flere lukrative virksomhedssalg og børsnoteringer at se, så det er tydeligt, at venturemarkedet er en god forretning, så vil der også komme mere kapital i markedet og investeringsaktiviteten vil stige," pointerer Rolf Kjærgaard, der er overbevist om, at danske venturefinansierede virksomheder rummer store værdier.
Det seneste års tid har for eksempel været præget af nogle meget interessante aftaler mellem danske venturefinasierede biotekvirksomheder og store medicinalgiganter – og også en del opkøb.
"Medicinalgiganterne risikerer at blive fanget i ”patentfælden”, hvor deres patenter løber ud, og de ikke har nye lægemiddelkandidater nok i pipelinen til at holde forretningen i gang. Derfor skal de ud for at købe op i markedet, og her ligger Danmark og danske biotekvirksomheder godt til. Danmark er det land, der har allerflest lægemidler i pipelinen pr. indbygger. Det betyder, at der ligger et stort exitpotentiale gemt i ventureselskabernes portefølje,” forklarer Rolf Kjærgaard.
Læs hele analysen
herKontakt Vækstfonden
 | Rolf Kjærgaard - Vicedirektør |
+45 35 29 86 93 +45 40 81 09 96 rk@vf.dk |