
Vækstfonden har øget investeringer i innovationsmiljøerne
25-06-2008 Pressemeddelelse
Selv om færre iværksættere slipper igennem nåleøjet hos landets syv innovationsmiljøer, har Vækstfonden øget sine investeringer i virksomheder, der har baggrund i innovationsmiljøerne. I 2007 gik 33 % af fondens investeringskapital til virksomheder fra innovationsmiljøerne, og Vækstfonden er lige nu engageret i samlet set 45 virksomheder fra innovationsmiljøerne.
Bundtrækket i den danske venturemotor er blevet bedre i de seneste år.
Der bliver investeret stadigt mere kapital i virksomheder, der udspringer af landets syv innovationsmiljøer. Endda selv om antallet af nye virksomheder, der slipper gennem filteret hos innovationsmiljøerne, er faldet.
Det konkluderer en dugfrisk analyse fra Vækstfonden, som har indsamlet tal på investeringer fra landets syv innovationsmiljøer og resten af seed-miljøet over de seneste seks år.
Virksomheder, der er kommet ud af innovationsmiljøerne i perioden 2003 – 2007, har samlet rejst 3,1 mia. kr. i kapital til vækst. Af det beløb er innovationsmiljøerne selv kommet med 400 mio. kr. Vækstfonden har direkte investeret 330 mio. kr. Fonde, som Vækstfonden har givet tilsagn om kapital til, har investeret 440 mio. kr. Endelig er syndikeringspartnere, der investerer med Vækstfonden eller dens fonde, mødt med 520 mio. kr.
Myten om, at Vækstfonden skulle være ”trukket op i markedet” i stedet for at hjælpe spæde virksomheder fra innovationsmiljøerne over ”dødens gab”, holder altså ikke. Tværtimod er der bygget en bro mellem de tidlige investeringsfaser. For regner man det hele sammen, har Vækstfonden medvirket direkte og indirekte til at trække 1,3 mia. kr. ind i iværksættere fra innovationsmiljøerne. Det er næsten halvdelen af al den venturekapital, der er gået til virksomheder, der udspringer af innovationsmiljøerne.
”Jeg vidste, at vi gennem årene har investeret ganske meget i virksomheder fra innovations-miljøerne sammen med vores syndikeringspartnere. Men jeg var positivt overrasket over, at det er blevet til så meget. Tallene viser, at vi er solidt til stede i de tidlige investeringsfaser og ikke mindst omkring innovationsmiljøerne,” siger direktør Christian Motzfeldt, Vækstfonden.
Den positive overraskelse er også at spore hos innovationsmiljøerne:
”Det kommer noget bag på mig, men det er jo glædeligt, at Vækstfonden er så godt eksponeret i seed-segmentet. Fonden lever jo fuldt op til den politiske målsætning om, at den skal investere, hvor andre tøver,” siger direktør i CAT–Symbion Innovation, Kim Ove Olsen.
45 virksomheder fra innovationsmiljøerne bliver lige nu udviklet med kapital fra Vækstfonden.
Investeringer fra Vækstfonden sker i stigende grad fra de 19 venturefonde, som Vækstfonden er medstifter af og/eller har givet store tilsagn til. Målt på kapital var 33 % af Vækstfondens investeringer i 2007 foretaget i virksomheder, der kommer fra innovationsmiljøerne. Enten mens virksomheden var i innovationsmiljøet eller som opfølgningsinvestering i virksomheder, der var sprunget ud derfra. Målt på antal investeringer gjaldt det 2007 i alt 43 %.
Læs analysen her
Læs magasinet Venture med tema om analysen
Kontakt Vækstfonden
 | Christian Motzfeldt - Direktør |
+45 35 29 86 70 +45 40 80 48 60 cm@vf.dk |