
Vækstfonden og business engle investerer i Camper Trolley
17-03-2008 Pressemeddelelse
Med en investering på ni millioner kroner i et lille, solcelledrevet, fjernstyret bugser-køretøj til campingvogne satser Vækstfonden, InnovationMidtVest og tre business engle på, at den snart 69-årige iværksætter Knud Erik Westergaards opfindelse ruller ud i Europa og senere i USA.
Fem investorer med Vækstfonden i spidsen skal nu løfte produktionen og salget af den 68-årige iværksætter Knud Erik Westergaards opfindelse Camper Trolley ud i verden.
Det lille fjernstyrede køretøj gør det nemt at bugsere campingvognen. Ideen blev født, da Knud Erik Westergaard købte en campingvogn med sin kone for tre år siden. Han så ægtepar tæt på skilsmisse, når de skulle bakke campingvognen på plads. Et år senere var produktet på tegnebordet, og den første Camper Trolley var klar sidste sommer til at tage konkurrencen op. Den er billigere, lettere og mere enkel at bruge end de eksisterende bugser-systemer.
Når de danske campisterne rykker ud i foråret i 2008, vil op mod 400 af dem have en Camper Trolley med sig. Men nu retter virksomheden blikket mod Europa og senere USA.
”Danmark har været et godt testmarked. De få børnesygdomme er helbredt. Nu skal den sælges i hele Europa, hvor syv millioner campingvogne triller rundt, og senere i USA. Samtidig skal produktionen flyttes fra Hadsund til Kina for at gøre forretningen profitabel,” siger investeringschef Peter Schrøder fra forretningsområdet Partnerkapital i Vækstfonden.
Knud Erik Westergaard indbød tre tunge business angels til gå aktivt ind i ledelsen. De går ind med hver en million kroner. Partnerkapital fra Vækstfonden investerer fire millioner kroner, og InnovationMidtVest, der har investeret siden fødslen, går ind med to millioner kroner.
Men hvad skal en af landets mest erfarne iværksættere egentlig med business angels? Han kan jo selv! Knud Erik Westergaard skabte i 1971 KEW Industri, der i sine velmagtsdage i 80’erne havde 1.200 medarbejdere, og i 1991 lancerede han den lille el-bil Kewet.
”For mig personligt vil mine aktier få en værditilvækst, som jeg ikke kunne have skabt, hvis jeg bare havde lånt pengene,” siger Knud Erik Westergaard, der i år fylder 69.
Han forventer at trække på investorernes, især englenes, internationale erfaringer. Lead business angel og ny formand for bestyrelsen er Benny Balle Jensen. Han har international erfaring fra eksempelvis Wittenborg A/S, hvor han var president i USA og som adm. dir. i FLS-virksomheden Pedershåb A/S. De to øvrige engle er Niels Risbjerg og Ole Jørgensen, der som ejer af Ribe Maskinfabrik A/S har erfaring med produktion i Kina.
Forslag billedtekst til frikøbt fotos fra Baghuset: http://www.baghuset.dk/CamperTrolley/ Selv en erfaren iværksætter som Knud Erik Westergaard har brug for dygtige business engle for at rulle salget af hans Camper Trolley ud i verden. Trolleyen gør det nemt at bugsere campingvognen på plads. Den kan oplades med solceller og er billig, let og enkel at bruge. For yderligere oplysninger: www.camper-trolley.com
Camper Trolley, Knud Erik Westergaard, 98 57 36 91, kew@westergaard-innovation.com