Til forsiden

Advalight

Frikøbte fotos på http://www.klintfoto.dk/Vaekstfonden18.htm
 

Ingeniører revolutionerer hudbehandling med laser

22-01-2008 Pressemeddelelse

Snart kan producenter af tungt og dyrt laserudstyr til portvinspletter, rynker og karspræng-ninger fremstille apparatur, der vejer en tredjedel, samler tre-fire lasere i én og er titusindvis af kroner billigere i drift. Iværksætterfirmaet Advalight har opnået et teknologisk gennembrud med 2 Watt gult laserlys samt flere bølgelænger og har nu rejst kapital til at bygge laseren.

De fire stiftere af firmaet Advalight står foran et internationalt gennembrud med deres opfindelse, som markant vil forenkle og billiggøre brugen af laserlys til behandlinger af portvinspletter, rynker og karsprængninger på skønhedsklinikker og hospitaler verden over.

Med en kapitalindsprøjtning på seks mio. kr. fra Vækstfonden og 1,25 mio. kr. fra CAT Science går de fire stiftere nu i gang med at bygge den revolutionerende laserboks, der er på størrelse med en skotøjsæske. Et laserapparatur med Advalight’s laser indbygget vil koste omkring en halv million kroner. Det kan erstatte tre-fire traditionelle laserapparater, hver især på størrelse med mindre køleskabe. Apparaturet vil støje langt mindre end udstyr i dag og vil være titusinder af kroner billigere i drift om året.

Laserboksen udspringer af to civilingeniørers Ph.D.-forskning på Institut for Fysik hos DTU i Lyngby. Sammen med en tredje civilingeniør fra DTU og en cand.merc. fra Handelshøjskolen i Århus stiftede de Advalight i 2006. Nu kan de se deres prototype fra laboratorieopstillingen blive til virkelighed.

”Advalight kan inden for få år opnå en omsætning i størrelsesordenen 100 mio. kr., hvis det lykkes dem at sælge laseren til blot en eller to af de omkring ti globale producenter af laserapparater, der samlet omsætter for cirka 4,2 mia. kr. årligt. Og hidtil har firmaet levet fuldt op til dets udviklingsplaner”, siger investeringschef i Vækstfonden Tonni Bülow Nielsen.

Det var en stille, teknologisk verdenssensation, da Advalight i forsommeren 2007 opnåede 2 Watt gult lys med faststof og demonstrerede, og at de i samme laboratorieopstilling kunne frembringe flere bølgelængder til brug i forskellige hudbehandlinger.

”Det er en ny, patenteret metode til regulering af lasere, som på en simpel måde gør det muligt at opnå tilstrækkelig intensitet i laserlyset til, at man kan konvertere lyset til bølgelængder, som er interessante inden for en række medicinske anvendelser, primært inden for hudsygdomme,” siger lektor i laserteknologi på Institut for Fysik på DTU i Lyngby, Peter Tidemand-Lichtenberg.

Ulempen ved de farvestoflasere, der hidtil har været tilgængelige er, at de har været dyre i drift, anvendt giftige opløsningsmidler, været store samt krævet specielle køle- og el-installationer. Samtidig har Advalight bevist, at de, udover det gule lys ved 589 nm, kan generere bølgelænger i det grønne og røde spektralområde, fra samme system, påpeger han.

”Hvor man således tidligere skulle have et lasersystem specielt til hver bølgelængde, kan man med det nye system opnå alle tre bølgelængder fra et enkelt lasersystem”, fastslår Peter Tidemand-Lichtenberg.

Da pengekassen på 1,5 mio. kr. i startkapital fra CAT Science hen i mod sommeren sidste år begyndte at slippe op, måtte de fire stiftere ud og finde andet arbejde for at holde driftsomkostningerne i bund, indtil forhandlingerne med investorer faldt på plads.

”Nu har vi rejst den nødvendige kapital. Med de 7,25 mio. kr. kan vi færdiggøre første version af vores standardmodel, få patentet på plads og derefter rejse rundt og vise laseren frem. Vi har penge til to år, så det er om at komme i gang,” siger direktør Morten Thorhauge, der sammen med de to andre civilingeniører Jesper Liltorp Mortensen og Jesper Rubech Rasmussen står for teknikken, mens Mads Bang Jensen som cand.merc. har sælgerrollen.

For yderligere oplysninger: (Frikøbte fotos på http://www.klintfoto.dk/Vaekstfonden18.htm  )
Vækstfonden, investeringschef Tonni Bülow-Nielsen, 3529 8639, 4081 2233, tbn@vf.dk
CAT Science, investment Manager Cathal Mahon, 4674 0247, 2099 6312, cama@catscience.dk  
DTU, lektor Peter Tidemand-Lichtenberg, Bygning 309, 4525 3264, tidemand@fysik.dtu.dk  
Advalight, CEO Morten Thorhauge, 2238 2848, Mads Bang Jensen, 2972 9838, info@advalight.com  

Kontakt Vækstfonden


Tonni Bülow-Nielsen - Partner
+45 35 29 86 74
+45 40 81 22 33
tbn@vf.dk