
Biotek ved korsvej
04-12-2007 Pressemeddelelse
Vækstfondens seneste analyse af den danske bioteksektor viser, at den har fået en unik position i international sammenligning. Kun få steder i verden betyder biotek lige så meget for den samlede økonomi som i Danmark. Skal vl bevare denne position, er det for det første nødvendigt at få afsluttet de mange projekter, som er sat i gang i sektoren og succesfuldt få bragt virksomhederne videre fra venturemarkedet. Og samtidig skal der rejses ny kapital, så vi kan fastholde et højt niveau for opstart af nye virksomheder. Vækstfondens analyse viser, at der lige nu er kapital til 5-8 nye virksomheder om året, men allerede i 2009 kan kapitalmangel sætte en prop i markedet.
Den del af den danske venturebranche, der investerer i bioteksektoren, skal bruge de næste år på at føre deres nuværende portefølje helt frem til enten en børsnotering eller et salg – de såkaldte exits. Dansk biotek er blandt Europas førende, selvom antallet af nystartede biotekvirksomheder er faldet fra mellem 12 og 18 til i gennemsnit 6 i løbet af de seneste 5-6 år. Ifølge den seneste analyse fra Vækstfonden er færre nystartede virksomheder ikke nødvendigvis et udtryk for en sektor i krise. Det, der er udfordringen nu, er at skaffe mere kapital til nyinvesteringer og dermed fastholde dansk bioteks styrkeposition. Det kræver, at biotekfondene opnår succes i de nuværende porteføljeselskaber og formår at skabe exits med høje afkast i løbet af 2008 og 2009, men det kan komme til at knibe alvorligt med timingen.
"Danmark står med en ganske stor gruppe af meget interessante biotekvirksomheder, hvor det optimale exittidspunkt vil være i 2009 - 2011. Her vil virksomhederne have projekter, som er langt nok fremme i udviklingen til at få en god pris. Så vi har faktisk et godt potentiale både i forhold til børsnoteringer og industrielt salg, men det kan godt være svært at få timingen til at passe, og der er ingen tvivl om, at situationen vil spidse til i løbet af 2008 og måske også i løbet af 2009," siger direktør i Vækstfonden Christian Motzfelt, der ikke er bekymret for faldet i opstartsaktiviteten:
"Faldet i opstartsaktiviteten viser billedet af et mere professionelt marked, der efter en mindre overophedning nu er ved at finde sit rette leje. Ligesom på IT-området oplevede bioteksektoren en ’hype’ omkring årtusindeskiftet," forklarer han.
Vurderingen om et stadigt mere professionelt marked underbygges af det faktum, at langt hovedparten af de biotekvirksomheder, der er startet de seneste år, fortsat er aktive. Opgørelser fra brancheorganisationen Dansk Biotek viser således, at det samlede antal aktive biotekvirksomheder har været voksende siden midt-90’erne – også i de seneste år hvor opstartsaktiviteten har været lavere. I 1999 fandtes der ca. 60 aktive danske biotekvirksomheder. Det tal er vokset hvert år og er i dag næsten fordoblet .
"På verdensplan placerer det Danmark som det land med tredjeflest biotekselskaber målt per indbygger, og ser vi på andelen af indbyggere, der tjener til det daglige brød som ansatte i sektoren, er vi nummer to i verden, kun overgået af Schweiz. Ser vi endelig på antallet af nye medicinkandidater pr indbygger ligger Danmark på en suveræn førsteplads. Det ville være frustrerende at sætte denne unikke position over styr.Derfor handler de næste par år om at skaffe frisk kapital til markedet," understreger Christian Motzfeldt.
Læs hele Vækstfondens analyse på
www.vf.dk Kontakt Vækstfonden
 | Christian Motzfeldt - Direktør |
+45 35 29 86 70 +45 40 80 48 60 cm@vf.dk |