Til forsiden

Sapio

CEO Thomas Eskebæk, Sapio Systems (tv.) og managing partner i Partnerkapital, Jan Sindesen. Find billeder på: www.klintfoto.dk/Vaekstfonden9.htm 

Dansk Tekstanalysesystem får kapital til at blive global

30-10-2007 Pressemeddelelse

Sapio Systems er med den 29-årige civilingeniør Thomas Eskebæk i spidsen kommet ind hos Danisco, Novo Nordisk, Novozymes og Chr. Hansen. Nu går Vækstfonden og business engle ind med fem millioner kroner for at løfte det unikke analysesystem til dokumenter ud i verden.

Vækstfonden investerer tre millioner kroner i at bringe tekstanalysesystemet ScioSphere fra Sapio Systems ud i Europa og senere resten af verden. Samtidig har Vækstfonden fundet en ”lead business angel”, som går aktivt ind i ledelsen og som sammen med to andre nye ”engle” investerer yderligere to millioner kroner, så kapitaltilførslen samlet bliver fem millioner kroner.

ScioSphere tager over, når gængse søgemaskiner såsom Google giver op, fordi antallet af dokumenter efter søgningen er for stort til, at selv forskere orker at læse og sortere dem. ScioSphere søger ikke selv, men sorterer søgeresultaterne fra andre søgemaskiner.

”Ingen vidensarbejder eller forsker er interesseret i at læse 2000 rapporter, men i at finde præcis de afsnit i dokumenterne, man normalt ville fremhæve med en gul tuschpen. Alt andet er irrelevant eller kendt i forvejen. De kan spare op til 75–95 procent af den tid, de ellers skulle læse og strege under,” siger Thomas Eskebæk, der har arbejdet fuld tid på at udvikle systemet og virksomheden, siden Sapio Systems i 2004 vandt andenpladsen i Venture Cup.

Det unikke ved analysesystemet er, at det ikke blot søger i enkelte ord, men i meninger og relevante sammenhænge. Systemet søger ikke blot på ord som ”brød”, ”gær” og ”enzym”, men i sætninger, hvor de tre ord optræder sammen. Det er denne unikke metode, koblet med en række hemmelige algoritmer, som Sapio Systems i øjeblikket søger verdenspatent på.

Når Vækstfonden går ind i den unge vækstvirksomhed, skyldes det netop chancen for at slå markant igennem ud over landets grænser, nu virksomheden har succes hos danske life science-lokomotiver som Danisco, Novo, Novozymes og Chr. Hansen. For eksempel kunne Daniscos forskere udvide deres søgning fra cirka 400 artikler til 2200, fordi de kunne nøjes med at se på relevante passager frem for at læse hele artikler og manuelt uddrage ekstrakten.

”Sapio passer perfekt ind i vores set-up om at gå ind med business engle. Sapio har et stort skaleringspotentiale, en stærk ledelse, og vi øjner en fornuftig exitmulighed, der godt kan gå hen og blive ganske stor,” siger Jan Sindesen, der er managing partner i Vækstfondens nye forretningsområde Partnerkapital, og som selv har en fortid som direktør i Danisco.

Udfordringen er nu at få solgt produktet i andre lande. Det er ifølge Jan Sindesen afgørende, at Sapio får en ”lead angel”, der har prøvet det før på sin egen krop. Derfor har Vækstfonden peget på Søren Truelsen, der har haft succes med at opbygge og siden sælge Capacity Software til Computer Associates, og som nu selv arbejder som ventureinvestor.

Frikøbte fotos på www.klintfoto.dk/Vaekstfonden9.htm