
32 kandidater til Cleantech Prisen på 500.000 kr.
02-10-2007 Pressemeddelelse
Mange flere end forventet har lagt billet ind på den halve million kroner, som Vækstfonden udlover med Cleantech Prisen. Hele 32 danske virksomheder med vækstpotentiale inden for klima- eller energiteknologier sendte en forretningsplan frem inden fristens udløb.
Danmark har en kraftigt spirende underskov af små og mellemstore virksomheder, der udvikler produkter og løsninger, der kan mindske forurening eller fremdyrke alternativer til olie og kul.
Det viser den - overraskende store - interesse om at søge Cleantech Prisen fra Vækstfonden på 500.000 kroner. Cleantech er den internationale betegnelse for energi- og miljøteknologier.
Hele 32 danske virksomheder har sendt en forretningsplan frem ved fristens udløb. Det er over dobbelt så mange, som Vækstfonden selv havde forventet på baggrund af tidligere analyser om vækstpotentialet for en dansk cleantech industri.
Forretningsplanerne repræsenterer et bredt udsnit af teknologier. Der er kandidater inden for solvarme, solceller, brændselsceller, vandrensning, bioethanol m.v. Der er spredning på både omfang og modenhed. Nogle er forskningstunge, mens andre baserer sig på et simpelt koncept. Nogle er endnu kun en ide, andre er klar til marked. Endelig repræsenterer personerne forskellige baggrunde; nogle er industrielle designere, andre ingeniører. Nogle har mange års erfaring fra industrien, andre har baggrund i forskningsmiljøerne.
"De 32 ansøgninger vidner om, at Danmark faktisk har potentiale til at søge en førerrolle inden for Cleantech. Vi har allerede lokomotiver som Risø-DTU, Novozymes, Danfoss og Vestas, men vi har åbenbart også en iværksætterkultur, som spirer kraftigere, end vi hidtil har troet. Det er meget glædeligt," siger direktør for Vækstfonden, Christian Motzfeldt.
Christian Motzfeldt fik ideen til prisen, da han så resultater af investeringsanalyser, der viste, at Danmark er i færd med at miste terræn inden for miljø- og energiområdet. I år 2000 gik én procent af alle ventureinvesteringer til energi og miljø. Det gjaldt såvel USA og Danmark som globalt. I 2006 gik hele 14 procent af ventureinvesteringerne i USA til energi og miljø, hvor andelen var seks procent i Danmark. Globalt var gennemsnittet var 4,5 procent.
En international jury med vil nu gennemgå forretningsplanerne. Vinderen offentliggøres ved et seminar i Vækstfonden den 14. november 2007.
Kontakt Vækstfonden
 | Rolf Kjærgaard - Vicedirektør |
+45 35 29 86 93 +45 40 81 09 96 rk@vf.dk |
 | Christian Motzfeldt - Direktør |
+45 35 29 86 70 +45 40 80 48 60 cm@vf.dk |