Til forsiden

Der er både penge i spil og på spil i oplevelsesindustrien

03-07-2007 Pressemeddelelse

Vækstfondens seneste analyse af nye mulige investeringsområder handler om oplevelsesindustrien – eksempelvis spil, film og turisme. Altså brancher, der ikke nødvendigvis sælger fysiske produkter, men oplevelser. Og tendensen er klar. Evnen til at skabe oplevelser for forbrugerne er en stadigt stærkere drivkraft i markedet. Alligevel er det kun spiludvikling – og måske dele af filmbranchen – der for alvor er i stand til at tiltrække ventureinvesteringer.

Oplevelsesindustrien vokser kraftigt, og det store investeringspotentiale ligger i spiludvikling. Beskæftigelsen i oplevelsesvirksomheder er steget med 30 % sidste år, mens resten af erhvervslivet voksede med 5-6 %, viser Vækstfondens seneste analyse "Oplevelsesindustri – perspektiver for iværksætteri og venturekapital". Samtidig viser analysen, at investeringsmulighederne primært skal komme fra den meget lovende spiludviklingsindustri.

"Meget tyder på, at der inden for oplevelsesindustrien er noget længere mellem de oplagte "investeringsoplevelser", end vi ser inden for andre industrier som for eksempel it, bioteknologi og cleantech. En undtagelse er spiludvikling, hvor vi i Danmark faktiske er meget stærke. I Vækstfonden har vi da også allerede foretaget en håndfuld investeringer i meget perspektivrige spilvirksomheder, og vi er klar til at investere mere, hvis de rigtige muligheder byder sig til," forklarer direktør Christian Motzfeldt, Vækstfonden.

Også dele af filmbranchen kan have en fremtid for sig som interessante for investorerne

" Der findes meget tætte grænseflader mellem spiludvikling og produktion af animationsfilm, hvor spil bliver til film og vice versa. Det giver efter vores mening også løfter om flere fremtidige investeringsmuligheder," siger Christian Motzfeldt.

I den anden ende af finansieringsspektret ligger turisme og traditionel tv-produktion.

"Vi har med vores Vækstkautioner været med til at finansiere en række ejerskifter og konsolideringer inden for bl.a. campingbranchen. Men vi har ikke set nogle oplagte venturecases inden for turismebranchen. Det sidste gælder også traditionel film- og tv-produktion, hvor andelen af kassesucceser generelt er for lav til at interessere venturekapitalen. Og spillet om rettighederne er typisk for speget," konstaterer Christian Motzfeldt.

At analysen, ud over spiludvikling og grænsefladerne mellem spil og film, ikke kan pege på oplagte investeringscases for venturekapital er ikke ensbetydende med, at kassen for evigt er smækket i.

"Selv om vi ikke lancerer en decideret investeringskampagne over for danske oplevelsesvirksomheder, er vi altid klar til at se på perspektivrige virksomheder i vores forskellige forretningsområder, herunder Vækstkapital og Partnerkapital," understreger Christian Motzfeldt.

Se hele analysen på  www.vf.dk, hvor du også kan bestille Vækstfondens gratis temamagasin Venture. I det nyeste nummer af Venture er analysen om oplevelsesindustrien fyldigt omtalt og bearbejdet journalistisk.

Kontakt Vækstfonden


Rolf Kjærgaard - Vicedirektør
+45 35 29 86 93
+45 40 81 09 96
rk@vf.dk