
Vækstfond-millioner skal bringe skandinavisk design tilbage på toppen
08-05-2007 Pressemeddelelse
Det danske designfirma Muuto har sat sig for, at bringe skandinavisk design tilbage i den gule førertrøje. Midlet er en unik forretningsmodel, hvor de mest lovende skandinaviske designere sælger deres design under ét fælles brand. Et millionbeløb fra Vækstfonden sikrer, at Muuto kan etablere salg over hele verden og, at fonden kan foretage sin første investering i designbranchen.
Med et pænt antal millioner kr. fra Vækstfonden er den unge danske designvirksomhed Muuto nu gearet til at leve ambitionen ud om at sætte skandinavisk design tilbage på tronen. Modellen går ud på, at designerne koncentrerer sig om at lave lækkert design, og Muuto sørger for strategi, produktion, salg og marketing.
"Vi gør det vi er gode til, og designerne gør det de er gode til. Vi har begge to kommercielle kompetencer og en fortid som både managementkonsulenter og reklamefolk," siger Kristian Byrge, der sammen med Peter Bonnén står bag den danske designkomet.
"Vi tror ikke, at designere nødvendigvis skal lære at blive gode forretningsfolk. Til gengæld skal de finde partnere, der ved en masse om forretning. Det unikke ved vores model er, at vi kun tager lovende skandinaviske designere ind i vores stald. Vel at mærke de allerbedste," forklarer Peter Bonnén.
Hidtil har den model betydet, at det er muligt at købe lækkert skandinavisk design fra nye fremadstormende designere under Muuto-logoet i 12 europæiske lande. Og der bliver lagt mærke til indsatsen. Da trendmagasinet Wall Paper udpegede de 15 mest unikke stykker brugskunst fra hele verden, var der to fra Muuto blandt dem.
At løfte et designfirma som Muuto ud i butikkerne i så mange europæiske lande kræver dygtighed, timing og en masse hårdt slid. Men at bringe virksomheden det sidste stykke helt ud på verdensmarkedet og de bedste hyldemeter i USA og Asien kræver noget mere.
"Vi har brug for kapital til at løfte os det sidste stykke ud på verdensmarkedet. Vi søgte efter nogen, der udover kapital kender en masse til forretningsudvikling og har gode netværk. Den kombination har vi fundet i Vækstfonden," pointerer Peter Bonnén og Kristian Byrge, der klar til at opbygge en organisation, der er gearet til global vækst.
I Vækstfonden er der stor tilfredshed at spore med investeringen.
"Vi ser design som en meget interessant branche at investere i. I den analyse, som Vækstfonden foretog at den danske designbranche sidste år fremgår det meget klart, at branchen har et utroligt stort vækstpotentiale. Det fremgik også af analysen, at en af de største barrierer for investorerne i forhold til at investere er, at der ikke er nok forretningsmæssig viden i designvirksomhederne. Muuto er et mønstereksempel på, hvordan man parrer de bedste designere med meget dygtige forretningsfolk, og dermed skaber en vækstorienteret virksomhed," siger vicedirektør i Vækstfonden, Ulrik Jørring.
Læs mere om Muuto på
www.muuto.dk Vækstfondens analyse om designbranchen finder du på
www.vf.dk Foto kan frit hentes på:
http://www.klintfoto.dk/Vaekstfonden2.htm
Kontakt Vækstfonden
 | Ulrik Jørring - Vicedirektør |
+45 35 29 86 67 +45 40 80 48 74 ulj@vf.dk |